Sådan vedligeholder du dine havemøbler
FAQ - Ofte stillede spørgsmål
I denne guide hjælper vi dig med at få dine havemøbler til at holde i mange år. Her kan du læse mere om, hvordan du bedst vedligeholder havemøbler i forskellige materialer.
Du kan nemt springe til det materiale, som du vil læse om:
Vedligeholdelse af havemøbler i træ
Havemøbler i træ har et meget flot udseende, men de kræver også en del vedligeholdelse, da udendørs træværk bliver slidt og misfarvet at se på med tiden. Hvis træet ikke bliver tilført olie eller maling, der kan beskytte overfladen, vil den naturlige nedbrydning begynde.
Teaktræ har en række kvaliteter, der gør, at materialet er godt egnet til det omskiftelige, danske vejr. Havemøbler i teaktræ kan behandles med olie én gang om året eller sjældnere for at bevare den smukke glød i træet. Ellers vil træet blot få et fint patina udtryk over tid.
Du kan læse meget mere om, hvordan du vedligeholder dine havemøbler i træ i vores guide her.
Gode råd til pleje af havemøbler i træ
- Rengør havemøblerne med en mild brun sæbe eller sæbespåner og en stiv børste.
- Ved behov kan du slibe havemøblerne en smule med fint sandpapir og derefter beskytte med olie.
- Dæk ikke dine træmøbler til mens de stadig er fugtige.
Vedligeholdelse af havemøbler i nonwood
Nonwood er plastmateriale, der både ligner og føles som træ og bambus. Nonwood havemøbler har den fordel, at de er stort set vedligeholdelsesfri. De skal faktisk blot vaskes med en blød børste og sæbevand, hvilket betyder intet behov for maling eller oliering.
Gode råd til pleje af nonwood havemøbler
- Rengør dine havemøbler i nonwood med vand og sæbe.
- Brug ikke vaskepulver eller andre produkter med skuremiddel, da det ridser overfladen.
- Vi anbefaler, at du lægger et havemøbelovertræk over dem og placerer dem et tørt sted om vinteren.
Vedligeholdelse af havemøbler i polyrattan
Polyrattan er et kunstigt plastmateriale, som er flettet. Materialet bliver ofte brugt til havemøbler, da det primært består af plastik. Materialet er hårdført, langtidsholdbart og slidstærkt. Havemøbler i polyrattan er stort set vedligeholdelsesfri og trænger kun til en våd klud i ny og næ.
Gode råd til pleje af polyrattan havemøbler
- Havemøblerne kan nemt rengøres med sæbevand og en klud og derefter lufttørre.
- Stil møblerne, så vand nemt kan løbe af – ellers kan der nemt danne sig alger og snavs.
- Det er en god idé at dække havemøblerne med et overtræk om vinteren.
Vedligeholdelse af havemøbler i rattan
Rattan er et materiale med lang holdbarhed. Havemøbler i rattan håndfremstilles og giver derfor møblerne et unikt præg.
Stiller du havemøblerne i direkte sollys, kan dette få farven til at falme. Derfor er det en god idé at placere dem i skygge for solen det meste af tiden.
Rattan havemøbler kræver ikke meget vedligeholdelse. De skal blot tørres med en våd klud. Dog kan du med fordel bruge lidt møbelolie til at bevare den fine glød.
Gode råd til pleje af rattan havemøbler
- Møbler i rattan kan tørres af med almindelig møbelolie uden farve for at bevare gløden.
- Havemøblerne kan sprayes med demineraliseret vand eller tørres over med en fugtig klud.
- Møblerne kan med fordel placeres under et halvtag, overdækket terrasse eller udestue. Vinteropbevar gerne møblerne i et tørt og ventileret rum.
Vedligeholdelse af havemøbler i plast
Havemøbler i plastik eller plastikbaserede materialer er meget nemme at vedligeholde, da de ikke kræver andet vedligeholdelse end den daglige rengøring.
Plast kan dog falme med tiden grundet bl.a. sollys. Derfor kan de med fordel skånes med møbelovertræk eller placeres i skyggen, når de ikke er i brug.
Du bør desuden sørge for, at vand kan løbe af møblerne, da det ellers kan medføre alger og misfarvning.
Gode råd til pleje af plastik havemøbler
- Brug vand og sæbe til rengøring af havemøbler i plast – og gerne regelmæssigt.
- Skrub godt, så snavs bliver fjernet, men undgå stive børster, som kan ødelægge belægningen.
- Husk at tørre havemøblerne af efter vask, så du undgå kalkaflejringer på møblerne.
Vedligeholdelse af bambus havemøbler
Bambus er et naturligt materiale og varierer i farven, ligesom revner og sprækker i bambussen er helt naturligt og ikke opfattes som en fejl i materialet.
Bambus havemøbler under åben himmel i haven eller på en altan bør ikke stå i direkte sol eller regn. De bør flyttes ind og opbevares overdækket, da både direkte sol og regn forkorter produktets levetid og får det til hurtigere at ændre farve.
Møblerne bør vaskes i starten af sæsonen og løbende med naturlig sæbe uden tilsatte kemikalier. Derefter skal de tørres med en tør og ren klud.
Gode råd til pleje af bambus havemøbler
- Bambus havemøbler skal placeres på en tør overflade, så benene ikke absorberer vand.
- Hvis mug eller pletter dannes, så brug en hård svamp og skuremiddel. Skyl grundigt med vand og tør efter.
- Bambus kan behandles med en klar olie eller en transparent træbeskyttelse for at forlænge levetiden.
Vedligeholdelse af havemøbler i glas
Et havebord i glas kræver ingen vedligeholdelse, men du bør naturligvis rengøre det med vand og sæbe, når det er nødvendigt.
Du kan desuden bruge en glasrens til at tørre bordets glasoverflade. Tør efter med en tør mikrofiberklud for at undgå striber.
Kommer der kalkaflejringer på glasset kan det nemt fjernes med en blanding af eddike og vand, som efter kort tids virkning tørres af.
Gode råd til pleje af glas havemøbler
- Rengør med vand og sæbe og tør af med en tør klud.
- Puds eventuelt glasset med glasrens.
- Brug dækservietter for at undgå ridser i glasset.