Sådan vælger du den rigtige græsblanding
Tips til at få den smukkeste græsplæne
Græs til din plæne: God - Bedre - Bedst
Når du står foran reolen i butikken og skal vælge græsfrø til din nye græsplæne eller skal til at omlægge eller reparere din græsplæne, kan det være svært at overskue, hvilke græsfrø du skal vælge – og om du får noget bedre, hvis du tager en af de dyre varer. Og her er græsfrø et tydeligt eksempel på, at pris og kvalitet hænger sammen.
God
Den billigste græsfrøblanding kan f.eks. være Budget, og den udmærker sig ved at være meget hurtigt voksende, men den er samtidig meget åben i væksten, og det giver grobund for megen ukrudt, og betyder også, at plænen skal klippes meget ofte, så det bliver på den måde dyrt i længden.
Bedre
Mellemprisklassen kan f.eks. være Villamix, som vokser langsommere og er mere tæt. Det betyder også, at der kommer mindre ukrudt i plænen, og den skal ikke klippes så ofte.
Bedst
I prisklassen bedst er der mange valgmuligheder, og det er her vigtigt at læse på pakken, om det er en græsblanding, der er lavet med henblik på, at den skal kunne klare sig på et skyggefuldt sted, om man ønsker at plænen skal gro meget hurtigt, om man ønsker at undgå selv at gøde, da der så kan købes en blanding, hvor der er gødning rundt om hvert græsfrø, eller om der foretrækkes en økologisk løsning med mikrokløver. Der er også en blanding, hvor der er iblandet kalk, og den er specielt velegnet til eftersåning af en græsplæne, der er plaget af mos. Mos bryder sig ikke om kalk, men græs kan godt lide kalk. Og endelig er der også blandingen til den helt almindelige solfyldte parcelhushave.
Hvad betyder det at vælge en græsfrøblanding i kategorien bedst
Har du en græsplæne på ca. 300 m2, hvilket er størrelsen på en almindelig parcelhusgræsplæne, så vil Budget-blandingen koste ca. 300 kr. til hele plænen. Men vælges i stedet en af de bedste og dyreste græsfrøblandinger, vil prisen i stedet være mellem 700 kr. til 1000 kr. Det er en forholdsvis beskeden merudgift, når der samtidig tænkes på det store arbejde, som anlægning af en græsplæne er og de mange års fornøjelse, græsplænen skal give. Yderligere skal de bedre græsfrøblandinger klippes færre gange, så i det lange løb bliver den dyrere blanding i stedet det billigste valg.
Tæt plæne
Ønsker du en tæt plæne, som ikke skal klippes for ofte, ikke hele tiden bliver fyldt med ukrudt, og at undgå mos i græsplænen, så har du flere valgmuligheder. Der skal tages hensyn til, om plænen ligger i skygge en stor del af tiden, om der er legende børn som betyder, at plænen udsættes for stor slitage, og det har også betydning, hvor tør jorden er. Hvis plænen er i skygge en stor del af tiden, er risikoen for mos i græsplænen meget større, hvis der ikke er valgt græsfrø, som tager højde for dette.
Af samme grund er græsfrø også sammensat af flere arter – og endda måske flere sorter indenfor de enkelte arter, så de kan supplere hinanden. Der kan også være tilsat mikrokløver, en specialudviklet, finbladet hvidkløver, som kan danne kvælstof og dermed gøde plænen. Det er et økologisk korrekt valg, og giver en flot plæne.
S-mærkede græsfrø
Det tager op til 15 år at udvikle og forædle nye græsarter/sorter. Før de kan sælges, sendes de til godkendelse hos staten, som undersøger, om de er egnede til plænegræs, og får efterfølgende et S-mærke, som ses på forsiden af f.eks. Turfline´s æsker. I bunden af æsken er der desuden en label, som nævner de arter/sorter, som indgår i blandingen, og her vil S-mærket igen være vist.