Sådan anlægger du Rhododendron og surbundsplanter

Gode råd til, hvordan du anlægger og passer surbundsplanter

Rhododendronslægten er den største inden for den omfangsrige lyngfamilie og rummer en fantastisk variation med hensyn til planternes blade og blomster, størrelse og form.

Rhododendron har sine rødder langt tilbage i tiden, idet det menes, at disse planter har vokset på jorden i omkring 200 millioner år. Desuden kan planterne opnå en betragtelig alder på op til 400 år.

De fleste af de sorter vi kender i Danmark er menneskeskabte krydsninger, altså hybrider, hvor udgangsmaterialet ofte er vilde sorter, der vokser i området omkring Himalaya i 4-5000 meters højde.

 

Anlæg surbundsbed

Et surbundsbed kan anlægges i fuld sol eller let skygge. Det giver bedet en flot helhed, når der plantes flere planter i forskellige størrelser og med forskellige blomstringstidspunkter og farver.

 

 

Plantning af rhododendron og andre surbundsplanter

Rhododendron og andre surbundsplanter er hårdføre og nemme at dyrke. Her skal jorden, de plantes i, dog være veldrænet og porøs med en surhedsgrad på 4,5-5,5.

Da jorden i danske haver normalt ikke har denne surhedhedsgrad, er løsningen på dette at anlægge et surbundsbed med 30-40 cm dybde, enten nedgravet eller som et højbed omkranset af f.eks. klyner, sveller eller lignende.

Er jorden meget sandet, kan du lægge et lag gennemhullet plastik i bunden af bedet, mens der ved stiv lerjord skal laves drænhuller i bunden af bedet.

Surbundsbedet fyldes med grov sphagnum, gerne iblandet organisk materiale som blade, grannåle m.m. Overfladen kan dækkes med bark eller barkflis. Det er meget vigtigt, at sphagnumen ikke udtørrer, så husk at vande bedet i tørre perioder.

 

Pleje af surbundsplanter

Når planterne er plantet rigtigt, er de meget nemme at passe. Tilfældigt voksende grene kan afklippes året rundt. Hvis du hellere vil lave formklipning, er det fordelagtigt at gøre det i marts/april.

Visne blomsterstande fjernes ved at klippe eller brække dem af uden at beskadige de nye knopper, der sidder ved blomsterstandens basis. Dette giver en rigere blomstring næste år.

Speciel rhododendrongødning kan tilføres om foråret, ellers skal bedet topfyldes med grov sphagnum og øvrigt organisk materiale.

 

 

Vores udvalg af rhododendron og surbundsplanter

I Bilka finder du forår og efterår et stort udvalg af kvalitetsplanter i rhododendron og øvrige surbundsplanter. Af disse kan nævnes:

  • Rhodondendron – vi fører de fleste typer, f.eks. dværgrhodondendron, yakrhodondendron, samt hybrider i mange varianter
  • Azalea - der fås i et væld af farver.
  • Magnolia - der lyser op i det tidlige forår.
  • Skimmia - der giver en flot efterårsfarve med et væld af røde blomster.
  • Hortensia - der blomstrer om sommeren med store blomster.
  • Andromedea - der er meget velegnet som bunddække sammen med tyttebær og gaulteria.
  • Hedelyng og vårlyng – findes i mange flotte farver.
  • Pieris - hvor sorter som ‘Forest Flame’ og Mountain Fire’ giver en flot høstfarve.

Guides til planter