Sofa indretning

Tips til placering af sofa og indretning af din stue

Hvor skal du placere sofaen i din stue? Det kan være svært at finde den helt rigtige plads til sofaen, og den havner typisk op ad væggen - men det er ikke nødvendigvis den bedste løsning. Se din stue med nye øjne - Læs med i guiden her og få inspiration til, hvor du kan placere din sofa, og hvordan du kan indrette en hyggelig stue. 

 

Sofa midt i rummet

Mange vælger at stille deres sofa op ad væggen, men der er faktisk en lang række fordele ved at stille sofaen lidt væk fra væggen eller ud midt i rummet i stedet.

Ekstra opbevaringsplads

Med en fritstående sofa frigør du noget vægplads, som kan bruges på ekstra opbevaring i stedet. Det kunne være en væghængt kommode eller et åbent reolsystem til bøger, vaser mm., som medvirker til et hyggeligt udtryk i stuen og samtidig er praktisk.

 

Skab luft i rummet

Det er et smart indretningstrick at skabe fornemmelsen af et større rum ved at rykke sofaen væk fra væggen. Har du pladsen til det, så prøv at flytte sofaen ud midt i rummet og se, hvad der sker. Er der pladsmangel, så kan en 10-20 centimeter væk fra væggen ofte være nok til at give en luftig fornemmelse. Det kan måske virke mærkeligt, at det giver følelsen af mere plads, men den er god nok.

 

Brug sofaen som rumdeler

At flytte sofaen ud i rummet kan også hjælpe dig, hvis din stue er et gennemgangsrum, eller din dagligstue og spisestue er ét samlet rum. Placér sofaen med ryggen til den del af stuen, hvor du har dit spisebord. Det giver en naturlig inddeling af rummets funktioner og er med til at skabe forskellige samtalezoner. Du kan også placere sofaen et stykke foran en dør, så der automatisk skabes et rum bag sofaen, der kan fungere som en ’gang’ – på den måde mindskes følelsen af et gennemgangsrum. Det er dog vigtigt, at der er plads nok til at gå forbi, så sofaen ikke bliver en form for forhindring.     

 

Der er et hav af fordele, når du øjner muligheden for at rykke sofaen væk fra væggen. Det kræver måske lidt mod og ’ud af boksen’-tænkning, men når du først ser resultaterne, garanterer vi, at det er det hele værd. 

 

Sofa foran TV’et

Nogle indretningsarkitekter vil måske foreslå, at vi skal væk fra den traditionelle indretning med sofaen foran TV’et – og der er da også et væld af andre muligheder. Når det er sagt, er det vigtigt, at du gør op med dig selv og familien, hvad der er stuens primære formål for jer. Hvis det er, at I alle kan flyde på sofaen med fredagssnolder og Disney Sjov, så skal I selvsagt sørge for at TV og sofa får en samlet og central placering i stuen. 

 

Sofa mod vinduet

Vil du lidt væk fra den klassiske indretning med sofaen foran TV’et, så kan det være oplagt at placere sofaen med front mod vinduet. Fra vinduet kommer et skønt lysindfald, der kan nydes med bene oppe – og muligvis en god udsigt? På den måde får du både mulighed for at inddrage naturen og udnytte lyset i indretningen.

Det er måske mere udbredt i dag at stille sofaen under vinduet med ryggen til, men overvej om ikke det modsatte kunne være en løsning hjemme hos dig. Du kan naturligvis også stille sofaen under vinduet, men sørg for,  at sofaen er lavere end vindueskarmen, så den ikke blokerer for vinduet og lyset, og vær obs på ikke at stille sofaen direkte foran radiatoren – Det kan du læse mere om nedenfor.

 

Psst! Undgå at stille sofaen foran radiatoren

Selvom det kan være fristende at stille din flotte nye sofa, så den dækker for den store, grimme radiator på væggen, så husk, at det kan koste på varmeregningen. HOFOR opridser de klassiske varmefejl, som mange begår, og nummer ét er netop, at vi i stor stil isolerer radiatorerne med vores sofaer – det vil sige, at du kan komme til at betale dyre domme for varme, som du reelt set ikke får glæde af. 

 

To sofaer overfor hinanden

Har du en stor stue, kan den nemt komme til at virke tom, og du kan stå med en hulens masse gulvplads, du faktisk ikke får brugt til noget. I det tilfælde er to sofaer overfor hinanden et oplagt valg. Med to sofaer overfor hinanden får du skabt et hyggeligt samtalehjørne og en fin balance i rummet. Det kan også være en sofa på den ene side og en lænestol eller en daybed på den anden side. En anden måde at bringe hyggen ind i stuen – stor som lille – er ved hjælp af bolig tilbehør og bolig dekoration. Læs med nedenfor, hvor vi giver et par gode indretningstips.

 

Indretningstips til at pifte sofaen og stuen op

Sofaens placering er på plads, og det hele spiller – eller gør det? Der mangler ét eller andet.. Med diverse bolignips kan du give din stue det sidste pift der skal til, for at skrue helt op for hyggen og skabe din egen personlige stil. Og hvordan gør du så det? 

Pynt med pæne puder

Pyntepuder kan gøre rigtig meget for hyggen og komforten i en sofa. Og så kan du ved hjælp af farver og mønstre give indretningen lidt mere kant eller pifte en grå sofa op.

 

Indret med tæpper

Gulvtæpper kan gøre en kæmpe forskel i stuen – de kan hjælpe på akustikken, skabe hygge og ikke mindst være med til at afgrænse en ’zone’ – for eksempel hvis du har dagligstue og spisestue i ét samlet rum.

 

Hæng kunst over sofaen

Lav en flot billedvæg med billedrammer og plakater over sofaen. Kun fantasien sætter grænser . du skal blot huske at tænke på én ting: Hvor højt skal billederne hænge over sofaen? Det er umiddelbart op til dig selv, men det er vigtigt, at der skal være plads til at sidde i sofaen uden at ramme ind i billederne med hovedet. Prøv derfor at få en til at sætte sig i sofaen for at bedømme højden.  

Indretning af stue, sæt i gang!

Al den snak om sofa placering og stue indretning har måske givet dig blod på tanden i forhold til at kaste dig over din egen stue – det håber vi i hvert fald. På Bilka.dk finder du alt til din dagligstue, uanset hvad du mangler i din indretning. Rigtig god fornøjelse med indretningen!