Rensning af sofa

Guide: Sådan rengør du din sofa

Der er mange ting du selv kan gøre for at holde din sofa ren og pæn. Uanset om du leder efter tips til den daglige rengøring af din sofa eller du har brug for hjælp til at fjerne en specifik plet, så finder du råd i guiden her.

 

Start med at gøre sofaen ren med en støvsuger

Få tænker over at gøre sofaen ren, medmindre der kommer en plet. Men det er faktisk en rigtig god idé jævnligt at rengøre din sofa. Den daglige brug, kontakt med mad og drikke, børnefingre, beskidte kattepoter mm., gør, at din sofa kan være fyldt med bakterier og husstøvmider. Det er dog nemt at undgå: Snup støvsugeren, sæt et blødt mundstykke på og støvsug grundigt. Er der puder i sofaen, så fjern dem og støvsug under puderne til alt hår, snavs og støv er væk.

Hvor ofte skal du så støvsuge din sofa? Det er vigtigt, at du gør det regelmæssigt for at holde sofaen ren – gerne en gang om ugen. 

 

Imprægner sofaen jævnligt

Imprægner din sofa jævnligt og gerne 2-4 gange årligt alt efter, om den bliver udsat for meget lys, lugt og snavs. Mange imprægnerer kun sin sofa en enkelt gang eller to, når den er helt ny, men effekten aftager med tiden. Imprægnering fjerner ikke pletter, men det holder din sofa så modstandsdygtig som muligt mod nye pletter.

Vær obs på hvilket materiale din sofa er lavet i og hvordan man bedst behandler dette – det meste imprægnering er til tekstil, mens en lædersofa typisk vil kræve en anden type behandling. Læs mere i vores guide ’Sådan vedligeholder du dine lædermøbler’.

Sådan vedligeholder du dine lædermøbler

Er du i tvivl om, hvordan du bedst plejer din lædersofa? I guiden her kan du læse om, hvordan du bedst plejer forskellige typer af læder, så din sofa kan holde sig pæn i mange år. 

Rengøring af sofa: Fjern pletter

Inden du går i gang med pletfjerningen, er det vigtigt, at du undersøger, hvilket materiale din sofa er lavet af samt hvilken behandling den type materiale kan klare.

Nogle sofaer har aftageligt betræk, hvor der står vaskeanvisninger indeni, og her kan du blot fjerne betrækket og følge anvisningen.

Er du i tvivl, om din sofa kan holde til en bestemt type rengøring, så husk at afprøve på et lille område, der ikke er så synligt.

Her kommer vores tips til pletfjerning og rengøring af sofaer i forskellige materialer:

 

Rengøring af lædersofa

Hvis du spilder noget i din lædersofa, skal du straks tørre det af med en blød, sugende klud. Hvis der er en plet, kan du forsøge at fjerne den med en opløsning af sæbespåner og kogende vand. Det er vigtigt, at du kun bruger sæbeskummet og ikke gør læderet for vådt/fugtigt – Se filmen ’Sådan laver du nemt en renseskum’ hos Videnscentret Bolius.  

Herefter bør du give din lædersofa en behandling med læderrens efterfulgt af lædercreme. Behandl hele sofaen med rens og creme for at opnå det mest ensartede resultat – og foretag i øvrigt gerne denne behandling cirka 4 gange årligt for at passe bedst muligt på din lædersofa. Læs mere om vedligeholdelse af lædermøbler i denne guide.

Vær obs på ikke at bruge sulfo eller stærke kemikalier til at fjerne pletter på din lædersofa, da det kan ødelægge læderet og gøre pletterne værre.

 

Rengøring af stofsofa

Når du har støvsuget din sofa er det oplagt at bruge en damprenser. Ved at rengøre sofaen med en damprenser, undgår du brug af rengøringsmidler og andre kemikalier.

Du kan også rengøre sofaen og fjerne pletter med tekstilrens til formålet eller en opløsning af lidt flydende opvaskemiddel og lunkent vand. Sørg for at kluden er hårdt opvredet, og at du ikke gnubber for hårdt på pletten – stoffet må ikke blive for vådt, da der kan komme skjolder. Lad herefter sofaen tørre helt og dup forsigtigt med tørre bomuldsklude, hvis stoffet er blevet lidt vådt. Afslut gerne med en imprægnering, hvis det alligevel er lang tid siden sidst. Læs mere i vores guide ’Tips til rens og imprægnering af møbler med stof’.

Tips til rens og imprægnering af stofmøbler

I guiden her kan du læse mere om, hvordan du renser og imprægnerer dine stofmøbler - for eksempel stole, sofa mm. - du finder også en videoguide, hvor du kan se en trin for trin guide til imprægneringen.

Rengøring af velour sofa

Din sofa i velour har bedst af ikke at blive våd, men er uheldet ude kan du forsøge at fjerne pletten med tekstilrens og følge anvisningen. Du kan også prøve at blande noget varmt vand med lidt ufarvet flydende sæbe. Igen er det vigtigt, at sofaen ikke bliver decideret våd – sørg for at kluden er helt opvredet, gnid ikke hårdt på pletten og dup forsigtigt med en tør klud bagefter. Lad sofaen tørre helt.