Den store guide om PC skærme

Få hjælp til at finde en computerskærm, der passer til dig og dine behov

FAQ - Ofte stillede spørgsmål

 

Man siger, at øjnene er sjælens spejl – det samme kan du overføre til en computer og dens skærm. Hvis du har ikke den rigtige skærm til dine behov eller ønsker, virker alt, hvad du foretager dig mangelfuldt og glansløst.

Det gælder uanset om du er gamer, ser eller redigere fotos eller bare browser på nettet. Med andre ord kan oplevelsen være markant anderledes fra en skærm til en anden på baggrund af de forskellige skærmspecifikationer, der findes nu til dags.

I denne guide kommer vi ind på, hvad du skal kigge efter, når du leder efter en computerskærm. Vi kommer bl.a. ind på diverse specifikationer, herunder responstid, skærmopløsning og opdateringsfrekvens, så du er garanteret en skærm til dine behov.

Hvad skal du kigge efter, når du skal købe en computerskærm?

Der er flere egenskaber, funktioner og specifikationer, du kan kigge efter, når du skal investere i en ny computerskærm. Mange bruger i dag flere timer foran en computer pga. arbejde, skole, kommunikation, underholdning eller andet generelt brug.

Derfor er det vigtigt at finde netop den skærm, du har behov for. Hvis du kan lide at game, se film og TV-serier eller lave grafisk design, kan det være en stor fordel at investere i en bedre PC skærm.

 

1. Formål

Start med at overveje computerens formål. Hvad er formålet med skærmen og overordnet set dit computerforbrug? Er det gaming, professionelt billedredigering eller bare almindelig dagligdagsbrug?

  • Generelt skal gamere prioritere hurtige opdateringshastigheder samt lave responstider.
  • Ved professionel billedredigering bør du prioritere farvepræcision.
  • Ved almindelig dagligdagsbrug er der ofte mindre specifikke behov, dog vælger mange ofte en skærm med et VA-panel for en høj kontrast og sort-niveau.


Jo hurtigere du kan klargøre dit behov i købsprocessen, jo nemmere bliver det også for dig at finde de specifikationer og kvaliteter, som du har brug for.

 

 

2. Skærmopløsning

Skærmopløsningen fortæller dig, hvor mange pixels en skærm har i bredde x højde. Jo højere skærmopløsning, jo bedre billede. I dag findes der mange forskellige at vælge ud fra såsom Full HD, QHD, UHD/4k, 5k og 8K.

Full HD (1920 x 1080p) er det, de fleste som minimum har brug for. Det er også den skærmopløsning langt de fleste skærme har som minimum i dag. Hvis du ønsker et skarpere billede, vil vi anbefale QHD eller 4K.

 

3. Skærmstørrelse

Skærmstørrelsen har stor betydning for skærmkvaliteten og i særligt den henseende pixeldensitet. Her skal en skærm helst være 109 pixels per tomme (ppi). En større skærm har som regel en lav pixeltæthed, hvis den har en lavere opløsning.

Ved traditionel desktopafstand vil 32 tommer være en fornuftig størrelse både til gaming og generel brug. Hvis du derimod kun ønsker at se film på din skærm, kan det stadig være en fordel at investere i en større skærm.

En større skærm gør det også nemmere for dig at multitaske med forskellige programmer f.eks. til studiet, arbejdet eller billedredigering. Ofte er det en smagssag, hvor stor du ønsker, skærmen skal være.

 

 

4. Refresh rate/opdateringsfrekvens (Hz)

Opdateringsfrekvens kaldes også for opdateringshastighed eller refresh rate. Frekvensen fortæller dig, hvor mange gange din skærm opdateres med nyt indhold i form af billeder pr. sekund.

Refresh rate måles i hertz (Hz), og det svarer også til Frames per Second, som skærmen kan vise. Jo større refresh rate, jo mere flydende vil billederne være.

Standarden for computerskærme har i længere tid være 60 Hz, altså 60 billeder pr. sekund, hvilket vil være tilfredsstillende for de fleste brugere. Hvis du gamer, kan denne frekvens dog være for lidt.

I dag findes der bedre muligheder med bl.a. 144 Hz skærme, altså 144 billeder pr. sekund, eller 240 Hz skærme, altså 240 billeder pr. sekund. Hvis du er gamer, er det en fordel at investere i en gaming skærm på 144 Hz for en optimal spiloplevelse.

 

5. Responstid (ms)

Responstiden fortæller dig, hvor langt tid det tager for data fra din computer at blive vist på din skærm. Med andre ord: hvor langt tid det tager for de individuelle pixels at skifte. Jo kortere responstid, jo bedre.

Umiddelbart behøver det ikke at være en stor prioritet, medmindre du gamer. Du kan hurtigt bemærke, hvis du har en langsom/høj responstid. Det kan du bl.a., når du skriver på tastaturet, og det ikke bliver vist med det samme på skærmen.

Som sagt er dette ofte kun en prioritet indenfor gaming, da længere svartider kan betyde motion blur (hakkende og langsom billedvisning og -hastighed), når du spiller eller ser hurtige videoer. Som gamer bør din skærm minimum have en responstid på 1 ms eller under.

 

 

6. Paneltype

Skærme kommer i forskellige paneltyper, og derfor er det vigtigt at vælge den korrekte efter dine behov. Der findes i dag TN, IPS og VA-paneler.

TN-paneler har den bedste responstid og opdateringshastighed. Den har dog ofte en dårligere billedkvalitet med upræcise farvegengivelser og dårlig betragtningsvinkel, da det er en ældre teknologi. Grundet hurtigheden, egner TN sig bedst til gamere.

IPS-paneler viser ofte bedre og dybere farver end både TN- og VA-paneler og har en bred betragtningsvinkel. Dog har den en langsommere responstid og opdateringshastighed. IPS egner sig derfor særligt til billed- og videoredigering grundet farvegengivelsen.

VA-paneler er den bedste all-around løsning. Den giver dig det bedste fra begge verdener fra TN og IPS: hurtig responstid og god farvegengivelse. Dog har den en smallere betragtningsvinkel. VA egner sig særligt til f.eks. spil, grafisk arbejde og kontoropgaver.

 

7. Format

Skærme er i langt de fleste tilfælde lige i deres format og udformning. I dag kan du dog også få buede computerskærme, som giver dig en dybere oplevelse af film og spil.

Med buede skærme får du et større synsfelt. Du skal dog være opmærksom på, at de fungerer bedst, hvis det kun er dig, som ser på skærmen. De har nemlig tilbøjelighed til at blinke, når de ses fra bestemte vinkler, eller når lyskilder kommer fra forskellige vinkler.

Effektive buede skærme er normalt ultrabrede og på mindst 30 tommer. Hvis du ikke har planer om at se film eller game på din computer, behøver du ikke at investere i en buet skærm.