Tips til at stryge skjorter

Bliv klogere på, hvordan du stryger og folder skjorter

FAQ - Ofte stillede spørgsmål om strygning

 

En krøllet skjorte er ofte til stor irritation for mange – både mænd og kvinder. Derfor er der mange, der stryger skjorten, så den bliver glat og fin. Nogle synes, at strygning tager lang tid, men når du har prøvet det mange gange, kan det faktisk gøres ret hurtigt.

I denne guide giver vi dig tips til, hvordan du kan stryge din skjorte. Du kan bl.a. læse mere om vaskeanvisninger og hvordan du skal folde din skjorte, så den holder sig pæn i skabet. Det skal slut med krøllede skjorter og folder!

Før du begynder at stryge skjorter

Inden du tager fat på strygningen, anbefaler vi, at du tager et kig på vaskeanvisningen i skjorten. Den kan nemlig fortælle dig, hvor høj en temperatur din skjorte kan klare. Det er selvfølgelig vigtigt at følge anvisningen, så du ikke ødelægger skjorten.

Tænk også over, hvordan du stryger. Læg vægt på strygejernets bageste del. Hvis du trykker strygejernets spids ned mod skjorten, kan du risikere at lave folder, der er svære at fjerne igen.

 

Hvordan stryger man en skjorte?

Det behøver ikke være en sur pligt og tage lang tid at stryge en skjorte. Du kan med fordel stryge skjorten efter, den er blevet vasket, men du kan også gøre det, inden den skal bruges. Det er helt op til dig, men sørg for at have rigelig tid, så du får det mest optimale resultat.

1. Gør skjorten fugtig

Før du begynder at stryge, bør du fugte skjorten godt, så den bliver nemmere at stryge. Du kan enten bruge en sprayflaske med vand eller et strygejern med dampfunktion. Lad gerne vandet trænge lidt ind i skjorten, før du begynder med strygejernet.

 

2. Stryg ærmer og manchetter

Nogle starter med kraven, men faktisk er det en fordel at starte med ærmerne og manchetterne. Ærmerne kan nemlig hænge ned langs strygebrættet uden at krølle særlig meget. Knap manchetterne op og læg dem fladt, så de kan stryges.

Derefter strækker du det ene ærme ud, så det ligger så fladt som muligt. Sørg for, at der ikke er folder på undersiden af ærmet. Så slipper du nemlig for at stryge begge sider. Herefter kan du følge samme metode med det andet ærme.

 

3. Stryg skuldrene

Skuldrene på en skjorte kaldes også for bærestykket, og det kan være vanskeligt at stryge. Knap skjorten op og læg skjorten på strygebrættet, så bærestykket ligger fladt. Hvis det er meget besværligt, kan du med fordel trække i stoffet for at stryge stykket.

 

 

4. Stryg kraven

Når du skal stryge kraven, skal du knappe den op og folde den ud. Her er stoffet ofte lidt tykkere, så du kan med fordel fugte kraven ekstra godt, så den er nemmere at rette ud. Når kraven er strøget, kan du folde den og stryge den lidt igen.

 

5. Stryg skjortens forstykke og ryg

Læg skjortens ene forstykke fladt på strygebrættet. Her skal du være opmærksom på knapperne. Brug strygejernets spids til at komme ind mellem knapperne. Husk at trække i stoffet løbende, hvis der kommer folder, inden du stryger.

Når du skal stryge skjortens ryg, kan du stryge fra den øvre del af skjorten til den nederste del. Flyt gerne skjorten løbende, hvis der ikke er plads til hele ryggen. Her skal du også være opmærksom på, at der ikke er nogen folder, inden du stryger. Afslut med det andet forstykke.

 

6. Lad skjorten køle af

Det er en god idé at lade skjorten køle af, før du tager den på. Hvis skjorten er varm eller fugtig, når du tager den på, kan den blive krøllet grundet fugtigheden. Du kan hænge den på en bøjle, så den kan køle og beholde sin form.

 

 

Hvordan folder man en skjorte?

Hvis du ikke opbevarer din skjorte på en bøjle, er det en god idé at folde den optimalt, så den krøller mindre. Du kan følgende nedenstående tips til at folde din skjorte. Husk at glatte skjorten ud løbende, så den ikke får folder.

  1. Læg skjorten med forsiden nedad.
  2. Fold den ene side ind til midten og læg ærmet ind over skjorten.
  3. Bøj ærmet tilbage og læg den langs midten.
  4. Følg step 2 og 3 for at folde den anden side.
  5. Fold 10-15 cm af skjortens nederste stykke op langs ryggen.
  6. Fold resten af skjorten op til kraven.


 

Find en skjorte, du kan stryge på Bilka.dk

Hvis du er vild med at gå i en glat og fin skjorte, så tjek vores udvalg af skjorter til mænd, kvinder og børn på Bilka.dk. Her kan du finde skjorter i forskellige designs til hele familien, der passer til diverse anledninger.

Nu har du heldigvis lært, hvordan du stryger en skjorte, så du får en glat skjorte. Hvis du mangler et strygejern eller strygebræt, kan du også udforske vores udvalg af produkter til vask og strygning.