Sådan maler du dine træmøbler

Læs guiden, og få succes med maling af møbler

FAQ - Ofte stillede spørgsmål om maling af møbler


Maling af gamle møbler kan bringe helt nyt liv til dem, og få dem til at fremstå som nye igen. Måske har du en ældre stol derhjemme, hvor malingen er krakeleret, eller måske skal din hvide kommode bare have en mere sprudlende farve. 

Det er både hyggeligt og nemt at male træmøbler derhjemme. I denne guide har vi samlet vores bedste tips til, hvordan du får det bedste resultat. Det perfekte kreative projekt at gå i gang med. 

Indendørs maling

På Bilka.dk finder du et stort udvalg af indendørs maling, herunder træ- og metalmaling. Gå på opdagelse i udvalget, og find den perfekte maling til dit næste malerprojekt.

Det skal du bruge til at male træmøbler

Det rette udstyr gør altså bare alting lidt nemmere. Vi har samlet en liste over alle de ting, som du får brug for til dit malerprojekt. 

  • Træmaling
  • Primer
  • Malerpensel til vandbaseret maling
  • Afdækning og malertape
  • Sandpapir korn 150
  • Grundrens 
  • Rengøringsartikler, herunder svamp og gummihandsker 
     

Kan du krydse alt af på ovenstående liste? Så er du klar til at gå i gang med at male dine træmøbler.
 

Rengøring og slibning af møbler

Møblets overflade skal være tør, ren og afsmitningsfri. Start med at rengøre møblet med grundrens og en svamp. Vask efterfølgende med rent vand og en ren klud. 

Efter rengøring bør du slibe møblets overflade. På den måde får du malingen til at hæfte til overfladen. Brug fint sandpapir med korn 150 eller lignende for at få en jævn og mat overflade. Efterfølgende kan du fjerne støv fra slibningen med en klud. 
 

Brug en grunder, inden du maler

Inden du går i gang med at male, er det en god idé at behandle dit træmøbel med en grunder. Det giver nemlig et meget mere holdbart resultat. Du kan påføre grunderen med en malerpensel. Lad grunderen tørre, inden du går i gang med selve malingen. 

Du kan med fordel allerede afdække gulv med pap, inden du begynder at grunde dit møbel. Så undgår du nemlig også at dette smitter af. Desuden bør du selv sørge for at have tøj på, der tåler at få maling og snavs på sig. 

Prøv vores farvevælger

På Bilka.dk kan du købe maling, der bliver tonet præcis efter dine ønsker. Find den farve, der passer perfekt til dit hjem. Læs hvordan du gør, og oplev en verden af farver.

Maling af træmøbler

Når alt forarbejdet er klaret, er det tid til at male dit møbel. Brug en god træmaling til formålet. På Bilka.dk finder du et godt udvalg af træ- og metalmaling i alverdens farver. Omrør malingen grundigt før brug, så farvepigmenterne er jævnt fordelt. 

Du opnår det bedste resultat ved at male overfladen ad to omgange. Efter første lag maling bør du slibe møblet igen – men først når malingen er tør. Her kan du bruge samme type sandpapir som tidligere. 

Nu har du et træmøbel, som fremstår som ny. Maling af træmøbler er den perfekte måde at tilpasse dine gamle møbler til en ny stil i hjemmet uden at købe nyt.