Påsketraditioner
Påskens traditioner er mange, og det kan være lidt svært at forstå, hvor de kommer fra. Læs mere om gækkebreve, påskeæg, påskeharen og hvorfor vi går på æggejagt i haven, når det er påske.
FAQ - Ofte stillede spørgsmål til påsketraditioner
Påsken byder på mange forskellige traditioner. Nogle følger traditionerne, mens andre ikke går ret meget op i dem. Samtidig er mange af traditionerne børnevenlige, så de er med til at skabe gode påskeminder for børnene.
Vi giver dig et overblik over de mest almindelige traditioner, og vi fortæller bl.a., hvor traditionerne stammer fra. Så er du helt klar, når påsken melder sin ankomst i foråret!
Hvorfor holder vi påske?
I Danmark fejrer vi påske primært som en kristen højtid, men også som en tid for samvær og forårsfest. Påsken markerer Jesu Kristi opstandelse fra de døde, som ifølge den kristne tro er det centrale håb for mennesket, da det symboliserer sejr over døden og synden. Påskens betydning handler derfor om liv, fornyelse og håb.
Selvom påsken er religiøs, er den også blevet en kulturel fest, der markerer forårets ankomst. Vi fejrer påske med traditioner som påskefrokost, påskeæg, æggejagt og samvær med familie og venner. Det er en tid, hvor vi fejrer livets genopblomstring, både åndeligt og naturmæssigt, når vinteren begynder at give plads til lysere og varmere dage.
I Danmark er påsken også en kærkommen anledning til at tage på påskeferie, slappe af og nyde de første forårsdage.
Gækkebreve
Traditionen med at sende gækkebreve er faktisk dansk og har rødder langt tilbage til 1700-tallet. De små kunstfærdigt klippede breve er altid anonyme og har til formål at ’drive gæk’ med modtageren – deraf navnet gækkebrev.
Det er dog normalt, at afsenderen giver et lille hint om sin identitet ved at skrive sit navn med prikker. Kan modtageren ikke gætte, hvem brevet er fra, skylder han eller hun afsenderen et påskeæg.
Puste æg
I mange danske hjem puster man også æg, når man skal til at lave påskepynt. Det er en sjov aktivitet, hvor både voksne og børn kan være med. Det kan dog godt være svært at puste æg.
Måske er hullet for lille, du puster for lidt eller for hårdt - eller også er hviden for fast til at kunne blive pustet ud af ægget. Vi giver dig en lille guide til, hvordan man puster æg, så du slipper for rå æg i munden og på hænderne og at ægget går i stykker.
Hvordan puster man æg?
- Sprit ægget af eller skold ægget i kogende vand.
- Lav hul i begge ender af ægget med en nål - hullet skal være på størrelse med en tændstik.
- Ryst ægget for at få hviden og blommen til at blive mindre fast.
- Pust til ægget er tomt for hvide og blomme.
- Skyl ægget med sæbevand - både inden i og uden på.
- Lad ægget tørre, inden I begynder at male.
Når I har pustet æg, og de er tørre, kan I gå i gang med at male på dem. Lav flotte mønstre og figurer i mange forskellige farver for at opnå det helt rigtige påske-look! Bagefter kan I hænge dem op på en gren eller bruge dem som bordpynt. Se vores guide til at male på æg.
Æggemassen, I har pustet ud, kan I bruge til fx at lave en æggekage. Hvis I vil lave mad med æggemassen, skal maden varmes op over 75 grader for at fjerne bakterier.
Mal på æg
At puste og male æg er en hyggelig påsketradition, som både små og store kan samles om. Find kreativiteten frem og tryl de hvide æg om til små kunstværker, der pynter på ethvert påskebord.
Download skabeloner til forskellige mønstre, I kan male på æggene og se hvordan I kan trylle jeres æg om til søde kaniner eller smukke blomsteræg. Læs vores æggekrea guide her.
Æggejagt
Ingen påske uden æggejagt! Send børnene ud i haven eller den nærliggende park på jagt efter æg, som påskeharen har ’lagt’. Traditionen med påskeharen stammer fra Tyskland og kom til Danmark i 1950erne.
I starten var det primært sønderjyderne, der tog skikken til sig, men i dag er påskeharen en elsket gæst i haver over hele landet. Det giver også en tiltrængt pause fra at sidde ned og spise til påskefrokosten, og børnene er vilde med æggejagten!
Æggejagten kan laves på flere forskellige måder:
- Den simple, klassiske version, hvor man gemmer påskeæg rundt omkring i haven.
- En skattejagt med spor og gåder, der kræver lidt forberedelse. Her laver man ledetråde, der leder børnene videre til det næste påskeæg, eller tættere på 'det store' påskeæg, som de finder, når de har løst alle gåderne.
Påskefrokost
Påskefrokost er en af de mest elskede traditioner i Danmark, hvor både store og små samles for at fejre påsken med lækker mad og hygge. Måltidet finder ofte sted på 2. påskedag - eller en hvilken som helst anden dag i påskeferien - og består typisk af en række kolde og lune retter.
Traditionelle retter til påskefrokosten inkluderer blandt andet:
- Sild i forskellige varianter: Den klassiske karrysild og sennepssild er et must på påskebordet.
- Æg: Både hårdkogte og blødkogte æg er essentielle til påskefrokosten. Mange vælger at servere dem med rejer og mayonnaise - eller som en æggesalat, der også går rigtig godt med silden.
- Lun leverpostej: En varmet leverpostej, som serveres med champignon og bacon, er en favorit.
- Rugbrød og smør: Masser af rugbrød og smør, naturligvis. Nogle kommer også franskbrød i brødkurven, da det er lækkert til både æg, rejer og diverse fisk.
- Laks og andre fiskeretter: Laks, både røget og gravad, er også en populær ret til påskefrokosten.
- Frikadeller og medisterpølse: Lidt kød skal der også til – frikadeller og medisterpølse er klassikere på det danske påskebord.
- Lam: Der er tradition for at spise lam til påske. Til frokostbordet kunne det f.eks. være lammefrikadeller, og inviterer du til middag er det oplagt med en klassisk lammekølle eller langtidsstegt lammeskank.
- Ost: Som afslutning på måltidet serveres ofte et udvalg af oste.
Når det kommer til drikkevarer, så har mange bryghuse i dag en påskebryg, der er oplagt at servere ved frokostbordet - og så skal der naturligvis snaps til! Du kan handle alt du skal bruge til påskefrokosten online hos bilkatogo.dk.