Piratfest
En piratfest er et perfekt tema til en børnefødselsdag. Få idéer til at pynte stuen op som et piratskib, download skabeloner til at lave små piratskibe i karton, og se hvordan du laver pynt til en piratchokoladekage til piratfesten. Få også tips til piratudklædning.
Idéer til piratfesten
Sæt sejl
Du kan med et par lagner, et par rundstokke, noget reb og en spand eller balje med sand lynhurtigt lave et sejl, så stuen ligner et piratskib. Sæt en lang rundstok fast i sandet og bind to rundstokke fast på tværs. Bind lagnerne fast på de vandrette stokke og sæt eventuelt et piratflag i toppen.
Sådan laver du en pirat klo
Du ka' nemt selv lave en sej klo til at understrege pirattemaet. Du skal bruge røde plastbægre, krogen fra en tøjbøjle, stanniol og tape. Lav et hul i plastbægeret, stik bøjlekrogen igennem og bind tape nogle gange rundt om enden på krogen inden i bægeret for at undgå, at krogen smutter ud igen.
Download gør-det-selv-skabeloner til piratfesten
Piratlysestager
Vinflasker, hvor stearin er løbet ned ad siderne, er genialt til at skabe en piratstemning på bordet. Bare gem nogle vinflasker og lad stearin dryppe ned ad dem.
Sådan bliver du pirat
Med en sort tusch eller en blød eyeliner kan du lynhurtigt lave et ar på kinden eller et ’ægte’ pirat-overskæg.
Rom i børnehøjde
Pirater drikker rom, så hæld noget æblejuice på flasker og stil små glas frem. Så ligner det til forveksling.
Opskrifter til piratfesten
Dittes pirat-chokoladekage
Det kan godt være, pirater er nogle seje herrer, men de bliver helt sikkert bløde i knæene, når der bliver serveret en bragende god chokoladekage på dækket. Dittes pirat-chokoladekage med små sejl som pynt er nem at lave og passer perfekt til små piraters søde tand.
250 g hvedemel
300 g flormelis
6 spsk kakao
2 tsk bagepulver
Lidt salt
150 g smør
2,5 dl sødmælk
2 æg, str. M/L
Sigt alle de tørre ingredienser op i en skål. Smelt smørret i en gryde. Kom smeltet smør, sødmælk og æg op i en anden skål og rør det godt sammen. Pisk det herefter i de tørre ingredienser. Kom dejen i en bradepande (ca. 25 x 30 cm) beklædt med bagepapir i bunden. Bag kagen ved 180° varmluft i ca. 20-25 min. Lad kagen køle af. Skær kagen ud i mindre stykker og placer dem på små pirattallerkener. Lav små piratsejl ud af madpinde, piratflag, piratposer og tape, så kagestykkerne kommer til at ligne små piratskibe.
Sjove piratfestlege
Skibet er ladet med…
Fyld en gammel kiste med sand, chokolademønter og ’guld’smykker – enten fra egne gemmer eller fra genbrugsbutikken. Har du ikke en kiste, så fungerer en balje, en gammel kuffert eller en papkasse foret med stof lige så fint. Og er du ikke vild med tanken om sand i stuen, kan indholdet være udklædningsting, som ungerne kan kaste sig over – bandanas, hatte, smykker, stribede T-shirts, og hvad I ellers har liggende. Pyt med, at noget af det er for stort. Det gør kun legen sjovere!
Alternativer til skattejagt
Det er oplagt at lave en skattejagt til en piratfest, men du kan også tænke i andre baner. Lad ungerne binde knob på nogle stykker tov eller lav en ’gå-planken-ud’-konkurrence, hvor det gælder om at balancere længst på et stykke træ.