Sådan får du dit armatur til at skinne
Vores bedste tips til at fjerne kalk fra armatur
Armaturer kan nemt komme til at se kedelige ud, da kalk hurtigt sætter sig som tørre pletter på armaturet. Med en række simple tips, kan du nemt fjerne kalk fra dit armatur. Hvis du samtidig tørrer armaturet af med et håndklæde hver gang efter brug, så bliver processen bare endnu nemmere.
I denne guide har vi samlet vores bedste tips til at fjerne kalk fra dit armatur. Du kan både bruge vores tips til rengøring af blandingsbatteri i brusekabinen, til håndvasken på badeværelset og til køkkenvasken.
Fremgangsmåde til at fjerne kalk fra armatur
Til rengøring af armaturerne skal du bruge en microfiberklud, køkkenrulle, et rengøringsmiddel, som er beregnet til rengøring af armaturer, og husholdningseddike. Rengøringsmidlet fjernet fedt og snavs, og husholdningseddiken fungerer som en effektiv kalkfjerner.
Du kan følge disse fire simple trin, når du skal fjerne kalk fra dit armatur:
- Vask armaturet med en microfiberklud og lunkent vand. Sørg også for at mætte eventuelle fuger, så de ikke tager skade af eddiken.
- Brug rengøringsmidlet til at fjerne snavs fra armaturet.
- Nu er du klar til at fjerne kalk fra dit armatur. Hvis det er meget slemt med kalk, kan du komme husholdningseddike på et stykke køkkenrulle, som du klæber fast til armaturet. På den måde kan armaturet stå i blød.
- Vask armaturet af med vand, så du er sikker på, at alle rengøringsprodukter er vasket væk. Husk at tørre af for vand til sidst, så der ikke kommer vandskjolder på.
Mange rengøringsmidler er skrappe for huden. Derfor er det altid en god idé at bruge handsker, når du rengør badeværelset.