Sådan vælger du den rette elektriske sav
Bliv klogere på de forskellige typer af elektriske save
Der er mange forskellige typer af elektriske save og en sav til ethvert formål. I det følgende får du et let overblik over hvilke typer af save, der anvendes til hvilke formål.
Stiksav
Stiksaven kan anvendes til et væld af forskellige materialer og formål, og den udmærker sig ved også at kunne anvendes til at skære i forskellige former. Det vigtigste, når man anvender en stiksav, er dog, at man anvender en stiksavsklinge, der passer til det materiale, som man skal save i. På denne måde får man det letteste og pæneste resultat. En stiksav med pendulfunktion giver hurtigere skærehastighed, og en geringsfunktion gør dig i stand til at skære i vinkler.
Bajonetsav
Bajonetsaven bruges til grovere opgaver og i særdeleshed til nedrivning. Som med stiksaven kan en bajonetsav anvendes til langt de fleste materialer, så længe man anvender den rigtige klinge.
Rundsav
Rundsaven er den perfekte sav til at dele store planker i mindre eller lave præcisionssnit over længere afstande – bl.a. er den det perfekte værktøj, hvis du skal bygge en træterrasse. Rundsaven fås både som almindelig håndført rundsav eller som en bordmonteret rundsav - nogle varianter har endda mulighed for begge dele. Når man vælger en rundsav, er det en god idé at være opmærksom på ekstra praktiske funktioner som støvudsugning, justerbar skæredybde og gering.
Dyksav
Dyksaven minder meget om en rundsav, men dyksaven har ofte flere funktioner og anvendes ofte sammen med en skæreskinne, så man sikrer et helt lige snit.
Kap/geringssav
Kap/geringssaven er særligt anvendelig til præcisionssnit, eller hvis der skal saves i smig som eksempelvis ved paneler. Kap/geringssaven er mere stationær end øvrige typer af save, da den er fastmonteret på et stativ.