Primitivo

En Primitivo vin er fyldig, rund og blød og er derfor populær blandt mange, især på grund af den sødmefulde smag og det lave indhold af gavesyre.

Skænk op med en klassisk italiensk drue

Primitivo er en druesort, som har sin højborg i den italienske region Puglia. Druen er en af de mest plantede druesorter i Italien, og med sin vulkanske og drænede jord skaber Puglia de bedste betingelser for Primitivo-druen.

Primitivo bliver ofte forvekslet med Zinfandel fra Californien, og i mange år mente man, at de to druer faktisk var identiske. Dog har DNA-undersøgelser vist, at selvom de to druer er nært beslægtede, og begge også stammer fra den kroatiske drue Crljenak Kaštelanski, så er der alligevel forskel på de to druer. Denne forskel gør sig også gældende smagsmæssigt, hvor Zinfandel typisk er en relativt sød vin, mens Primitivo har mange flere krydrede noter.

Primitivo trives bedst i et varmt klima, hvor den kan få masser af solskinstimer og en varm vækstsæson. På den måde kan druen nå at udvikle en masse frugtige noter og en høj alkoholprocent. Man mener desuden, at navnet Primitivo stammer fra det italienske ord for ”tidlig”, da druen har det med at modne tidligere end mange andre druesorter.

En lækker og fyldig drue

Primitivo er en blå druesort, som bruges til fremstillingen af meget mørke og kraftfulde vine. Primitivo blander duftnoter af bær, sveske, cedertræ, kanel, læder, karamel, mørk chokolade og nødder. Smagen kan dog variere alt efter hvilket land eller område, den dyrkes i. Hvor den i et køligere klima vil få en hindbæragtig smag, vil den i varmere områder opnå en mere pebret smag med noter af blommer. Herudover har vinen også en masse krydrede smagsnoter, samtidig med at den har en medium tannin og syre.

Druen resulterer derfor i meget fyldige, frugtagtige og bløde vine, og den fløjsbløde Primitivo kan med fordel nydes sammen med kraftige og smagfulde retter såsom rødt kød, vildt, tunge simreretter og et ostebord bestående af modne oste.