Gode planteråd

Læs mere om udplantning og pleje

Før udplantningen

Inden selve plantningen skal haveplanter opbevares i skygge. Planter som er pakket i en lukket plastpose eller papirsæk uden huller, skal blive i sækken til de plantes ud - dog max. 3 dage.

Barrodede planter, såsom hækplanter, der er pakket ind i let lukkede plastposer, tages ud af posen, lægges i en opgravet rende og rødderne dækkes med løs jord. Er jorden tør og knoldet, vandes der.

Udplantningen

Jorden skal være løs, også i bunden af plantehullet. Bland muld og sphagnum godt sammen i plantehullet. Er jorden meget leret, blandes også grus i. Der må aldrig blandes hverken kunst- eller naturgødning i selve plantehullet.

Brug kompost eller beriget sphagnum til jordforbedring. Ryst planterne så jorden kommer ned mellem rødderne og træd godt til. Planter i potter gennemvandes og dyppes evt. i vand inden plantningen.

Træd altid planterne godt fast og gennemvand jorden efter plantningen. I den første tid efter plantningen skal jorden gennemvædes jævnligt. Et lag barkflis på 4-5 cm holder på fugtigheden, dæmper ukrudt og ser pænt ud. Planter i potter eller med klump kan plantes hele året, blot jorden er frostfri.

Planter i krukker

Plant altid i krukker med hul i bunden. Uanset hvad du planter, skal bunden af krukken dækkes med leca eller lignende. Brug dernæst en god muldjord omkring plantens rod.

Sådan passer du planter i krukker
Efter plantningen skal der altid vandes grundigt. Der bør dog ikke stå vand omkring planten i mere end et kvarter. Planter i krukker kan gødes med gødningstabletter eller flydende gødning.

Sådan overvintrer planter i krukker
Den bedste måde at overvintre flerårige haveplanter på, er at grave krukken ned på en lys og beskyttet plads i haven. Planterne må ikke tørre ud og skal vandes med jævne mellemrum vinteren igennem. Der ydes ikke grogaranti på planter, der overvintres i krukker.

Du kan hjælpe andre kunder, når du fortæller om dine erfaringer og oplevelser med produktet. Vær den første til at skrive en anmeldelse

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om websitets cookies