Brownie-iskager med passions-marinerede bær

Dessert til 4

Brownie-bunde
125 g smør
75 g grofthakket mørk chokolade (ca. 55% kakao)
2 æg
150 g brun farin (ca. 2½ dl)
75 g hvedemel (ca. 1¼ dl)
2 spsk kakao

½ liter vaniljeflødeis, fx Gelato Classico Vanilje
½ liter is med røde bær, fx Gelato Classico Bærsymfoni

Passions-marinerede bær
3 modne passionfrugter
1 dl friskpresset appelsinsaft
1 fed vaniljestang
2 spsk sukker
400 g blandede røde bær, fx hindbær, jordbær, blåbær og brombær

Pynt: Friske mynteblade eller citronmelisse og knust rød krymmel.
Bagetid: Ca. 25 min. ved 175°.

Brownie-bunde: Smelt smørret sammen med chokoladen i en gryde og lad det køle af. Pisk æg og farin til en luftig æggesnaps. Bland mel og kakao og vend det i æggesnapsen. Vend den afkølede chokoladeblanding i. Hæld dejen i en lille bradepande med bagepapir (ca. 20 x 24 cm) og bag kagen midt i ovnen. Lad kagen køle af og stik 6 bunde ud (ca. 7 cm i diameter) og flæk dem forsigtigt.

Kugl de 2 slags is op til hver 6 kugler. Tryk forsigtigt iskuglerne lidt flade, så de passer til størrelsen på brownie-bundene. Læg 2 bunde sammen om 2 forskellige iskugler - sammenlægningen må gerne gå hurtigt, så isen ikke smelter. Frys iskagerne.

Passions-marinerede bær: Del passionsfrugterne og skrab kødet (ca. ½ dl) ud i en lille gryde. Tilsæt appelsinsaft. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og bland dem godt med sukkeret. Kom sukker og vaniljekorn i gryden og bring blandingen i kog. Kog marinaden ved kraftig varme og under omring i ca. 1½ min. Hæld marinaden i en skål, vend bærrene i og lad dem køle af.

Stil brownie-iskagerne i køleskabet 20-25 min. før I skal spise dem. Anret nogle af de marinerede bær på 4 tallerkener og stil en brownie-iskage på hver tallerken. Server de sidste 2 iskager (evt. i halve) og resten af frugten til 2. servering.

Tip: Resterne af brownie-bundene kan spises sammen med en hyggelig kop kaffe, mens du laver mad.

Fryseegnet: Ja

Energiindhold for hele retten: 15080 kJ

Energifordeling:
Fedt: 44%
Kulhydrat: 50%
Protein: 6%
 
Du kan hjælpe andre kunder, når du fortæller om dine erfaringer og oplevelser med produktet. Vær den første til at skrive en anmeldelse

Vine der passer godt til brownie-iskager med passions-marinerede bær
Château Tanunda Riesling
89,50 kr./fl. 109 kr.
Calvet Crémant de Bordeaux
79,50 kr./fl. 99 kr.
Gassier en Provence "Les Malautiers" Bandol
94,50 kr./fl. 119 kr.