Bilka GardenClub præsenterer roser

Tips og tricks til roser

De forskellige typer af roser
Hver enkelt rosensort er sin egen helt unikke rose med sin egen historie. Sorter er forældede krydsninger mellem to eller flere sorter, som vil sige, at hvis flere sorter krydses, så opstår der helt nye. Langt hovedparten af de roser vi planter i Danmark er okulerede roser, hvilket betyder, at rosen podes på en grundstamme – en vild rose. Sorten får dermed de egenskaber selve grundstammen har. De okulerede roser er oftere mere kraftigvoksende og vinterhårdføre end roser på egen rod.

Buketroser er typisk 50-100 cm høje, og bliver også kaldt palaceroser og slotsroser. Buketroser har ofte mange blomster, og de blomstrer typisk fra juni og indtil frosten sætter ind. Buketroserne er typisk mere hårdføre end andre rosentyper. Der er mange sorter og farver af buketroser, og i de danske haver er det den mest anvendte rosentype. Buketroser egner sig udover til plantning i haven også til brug i krukker.

Storblomstrede roser er som navnet angiver kendetegnet ved store fyldte blomster. Der er få eller kun enkelte blomster på grenene, men de er oftest meget smukke og velduftende. Det er absolut blandt de storblomstrede roser, man finder de smukkeste roser, men også de mere sarte og krævende roser. Roserne er typisk mellem 60 og 120 cm høje og blomstrer fra juni til oktober.

Bunddækkende roser er kendetegnet ved deres lave, kompakte og tætte vækst. De bliver typisk ikke højere end 50-60 cm, men breder sig til gengæld meget, hvilket gør dem velegnet som bunddække. Roserne blomstrer typisk fra juni til frosten sætter ind, og fås i mange farvenuancer dog primært i rosa.

Klatreroser bliver også kaldt for slyngroser, og de har typisk en meget kraftig og klatrende vækst. De skal normalt bindes op eller vokse op ad på anden vis, ved hjælp af en eller anden form for espalier. Klatrerosernes højde, farve og duft varierer meget, og nogle sorter blomstrer kun en gang i løbet af sommeren, mens andre er remonterende.

Parkroser er kendetegnet ved deres kraftige vækst og store højde, som oftest er over 2 meter. Der findes dog også lavere arter. Roserne har en kompakt og tæt forgrening – ofte med mange torne. De er langt overvejende engangsblomstrende. Blomstringen varer 3-4 uger og ligger i perioden fra maj til juli. Blomsterne er typisk enkle og har en mild duft.

Udplantning og pasning af roser

Roser bør plantes i god og veldrænet jord. Det er en god idé at iblande kompost, lergranulat og rosenjord. Undgå ren og stærk kompost direkte i plantehullet! Roser ynder et solrigt voksested uden for meget vind, men gerne med lidt luft omkring, så de ikke bliver udkonkurreret af andre planter. De bør ikke stå i et fugtigt miljø, da det kan fremme risikoen for svampeangreb.

Ved selve plantningen skal jorden være løsnet grundigt, så overskydende vand kan løbe væk, og rødderne ikke bliver klemt. Roserne skal plantes med okulationsstedet (hvor den ægte rose er podet på grundstammen/roden) 5-10 cm under jordoverfladen. Det gøres for at beskytte stedet mod udtørring og frost, og for at hæmme fremspiring af skud fra roden (vildskud), som på sigt kan udkonkurrere den ægte rose. Roser i potter kan plantes hele året, men sørg altid for vanding i etableringsperioden.

Planteafstand: Buket-, storblomstrede og bunddækkeroser plantes typisk med 4 stk. pr. m2. Klatreroser og parkroser bør kun plantes med 1 stk. pr. m2.

Beskæring bør foretages, når risikoen for nattefrost er ovre – nogle bruger som tommelfingerregel, at det er når de forårsblomstrende buske, som fx forsythia blomstrer. Buket-, storblomstrede og bunddækkeroser bør klippes tilbage til 15-20 cm. over jorden for at komme med stærke nye skud fra bunden. Beskær over en knop, der er ved at bryde i den retning, du ønsker, at grenen skal vokse. Klatre- og parkroser bør kun studses lidt og evt. forynges ved at fjerne fx en eller to gamle grene.

Vil du lykkes med dine roser, skal du sørge for, at de altid har gødning og vand! Roser bør tilføres gødning 3-4 gange i perioden fra marts til midt i juli. Du finder doseringen på de enkelte produkter, men som tommelfingerregel omkring 2 cl. pr. gang spredt med let hånd omkring planten. En sund og velgødet rose modstår bedre angreb fra sygdomme og skadedyr. I etableringsfasen og i perioder med tørt vejr vandes grundigt. Det bedste er at vande langsomt og på jorden – ikke på bladene.

Vinterdækning foretages primært for at hindre udtørring. Klip evt. syge grene og blade af inden, da de kan smitte. Der kan dækkes lidt med jord omkring basis og dækkes med grangrene.

Flytning af etablerede roser i bede bør foretages om efteråret. Husk altid, at hvis man planter roser på et sted, hvor der har været roser før, er det vigtigt at få skiftet jorden ud. Der er nematoder i jorden (det, man kalder jordtræthed) og de vil angribe en ny rose og gøre, at den vil mistrives.

To populære sorter af roser

Cream Flower Circus er en rose med en smuk, fyldig blomst, der har en fin lyserød farve med en mørkere midte. I forhold til dens vækst, så bliver den mellemhøj, opretstående og busket med skinnende, mørkegrønne blade. Rosen blomstrer fra juni til november, og er både velegnet til haven og til krukkerne. Forædleren er W. Kodes’ Söhne.

Lavender Flower Circus er en rose med en smuk, fyldig, rank blomst, der har en smuk lavendellilla farve. I forhold til dens vækst, så bliver den mellemhøj, opretstående og busket med skinnende, mørkegrønne blade. Rosen blomstrer fra juni til oktober, og er særligt velegnet til krukkerne. Forædleren er W. Kodes’ Söhne

DanRoses er leverandør af haveroser til Bilka

Kompakte, sunde og blomsterrige - det kendetegner roserne produceret hos DanRoses.

Hver eneste af de okulerede (podede) roser starter deres liv som et lille frø, der bliver sået på de skrånende marker tæt ved Limfjorden. Her vokser de sig store og bliver til vildroser, også kaldet grundstammer. På hver enkelt grundstamme okuleres en ægte rose - et håndværk, som kun ganske få i hele verden kan udføre. Den nu ægte rose pottes og i vore væksthuse drives de med kærlighed, lys, vand og varme frem i blomsten. Hele processen er næsten 3 år undervejs.

DanRoses har mange års erfaring og tradition for at udvælge roser egnet til drivning i potter - og er stolte over at de alle er Dansk Produceret fra vugge til grav. DanRoses producerer efter bæredygtige principper.