Inspiration til Mors dag

Claus Dalbys tips til Mors dag

Mors dag er dagen, hvor vi kan vise vores taknemmelighed, og påskynde alt det vores mødre har gjort for os gennem livet. Vi ved, at vi altid har et ansigt, vi kan vende os til ved nød, og vi ved, at hun altid vil være der for os. Kærligheden mellem en mor og et barn er ubetinget, den giver tryghed og lærer os, at vi kan bevæge os ud i livet med oprejst pande.

… så tak til alverdens mødre for, at de har været med til at gøre os til dem vi er i dag.

Den anden søndag i maj kan vi fejre Mors dag. I år er det søndag d. 12 maj. Men hvordan fejrer man lige kvinden, der har givet dig så meget? Det kan være svært at finde den rette måde at sige tak på. Vi vælger ofte at sige tak ved at give en mors dags gave. Men, hvilken gave? Mangler du ideer og inspiration, kan du læse med her og blive klogere på, hvilken gave du skal give til din mor. Men husk – uanset hvilken gave eller måde du vælger at sige tak på, så bliver din mor garanteret glad. 

 

Det siger nok sig selv, at jeg synes, at den perfekte Mors dags gave er en buket blomster. Blomsterhandlerne har da også rigtig travlt op til denne mærkedag. Det er selvfølgelig helt ok at købe en færdig buket, men en hjemmebundet er endnu mere personlig.

Her er en helt enkel idé, der går ud på at kombinere et bundt tulipaner (som man fint kan købe sig til) med nogle nyudsprungne gerne fra haven eller naturen. Jeg har anvendt æblegrene, hvis rosa blomster er indbegrebet af forår.

Læg for øvrigt mærke til, hvordan jeg har arrangeret blomsterne i en kande. Det er mere rustikt end i en vase. Derfor er jeg altid på udkig efter gamle kander, når jeg går på loppemarkeder eller kommer forbi en marskandiser …

 

Historien bag Mors dag

Mors dag en mærkedag i mange lande rundt omkring i verden. I Danmark er det som bekendt den anden søndag i maj, og sådan har det været siden 1929. Mors dag bliver også fejret den anden søndag i maj i USA, men i Sverige og Norge er det lidt anderledes. I Sverige er det den sidste søndag i maj, og i Norge er det den anden søndag i februar.

Selvom vi kan blive enige om, at mødre har fortjent at blive fejret, så var det først i år 1908, at mødrene fik deres officielle mærkedag. Det hele startede med, at den amerikanske Anna Jarvis afholdte et mindearrangement for hendes afdøde mor i St. Andrews Methodists Episcopal kirke i Grafton, West Virginia d. 12. maj 1907. Ved samme lejlighed ærede hun moderskabet, og på grund af hendes store engagement, så spredte ideen sig. Året efter blev den første officielle Mors dagsgudstjeneste afholdt, og i 1909 blev der oprettet en Mors dagskomité. I 1914 blev det vedtaget af Kongressen i USA, at det skulle være en helligdag og en officiel flagdag. Ideen bredte sig uden for Amerikas grænser og dagen blev indført i Norge i 1919 og i Danmark i 1929. 

I Danmark startede Mors dag med, at Christian Svenningsen samlede ind til enker og mødre, der havde mistet deres sønner under krigen. Efter lidt tid begyndte indsamlingen at gå til Mødrehjælpen, og senere hen blev der ikke kun indsamlet til enker og mødre af soldater, men til alle mødre i Danmark. Det vil sige, at traditionen for at give mødre gaver opstod sammen med mærkedagen. I dag er det en festlig dag, hvor vi takker og ære vores mødre med hyggeligt samvær og gaver.