Claus Dalby fortæller om de skønneste forårsbebudere

Primula er en af de skønneste forårsbebudere, jeg kender. Ingen kan som dem skabe farve og glæde. Her viser jeg nogle forskellige farvesammensætninger og håber på, at de kan inspirere dig.

Jeg tænker, at mange opfatter de primula, vi kan købe nu, som indendørsblomster. Men som det fremgår af billederne, er de altså også gode udendørs i krukker. De er fantastiske sammen med andre tidlige forårsvækster som for eksempel stedmoder, hornviol og bellis.

Det er oplagt at arrangere krukkerne på en trappe, hvis man har sådan en, for derved præsenteres blomsterne i forskudte niveauer, og det giver en særlig oplevelse.

Jeg finder en stor glæde i at kombinere de forskellige farver og former og synes, at sådan et arrangement af forårskrukker, virkelig kan få humøret til at stige nogle grader.

Der findes vilde primulaer i den danske natur, og det fortæller os, at primulaer kan overvintre ude. Det vil altså sige, at man ikke skal smide primulaerne ud, når de afblomstrer, men blot plante dem ud i havens bede. De trives bedst på en halvskygget og forholdsvis fugtig plads. Efter plantningen, så gælder det blot om at glæde sig til den næste sæson. Det bliver et glædeligt gensyn.