Guides og inspiration til blomsterløg

Du ka' blive medlem af GardenClub, hvis du mangler inspiration og guides til alt indenfor have- og blomsterverden.

Her på siden kan du bl.a. læse om hvordan du planter blomsterløg, inspiration til dahliaer med Claus Dalby, inspiration til primula med Henning Pedersen og information om vibeæg, persisk lilje og hvidblomme.

Forspiring af blomsterløg i krukker

For at opnå tidlig blomstring, ka' du forspire dine forårsblomsterløg i krukker!

Forspiring af blomsterløg er den perfekte løsning til enhver, der ikke kan vente på, at foråret kommer. I modsætning til de blomsterløg, der plantes i efteråret og blomstrer i foråret, så er de forspirede blomsterløg i krukker allerede blomstrende i januar måned. Dermed kan du nyde de fine blomsterløg, før deres naturlige blomstringsperiode.

Noviflora er én af vores anerkendte blomsterleverandører, og de har over 40 års erfaring og dermed en stor viden indenfor området. Noviflora fortæller her, hvordan man forspirer blomsterløg i krukker.

Novifloras erfaring har lært dem, at hvis man vil producere forspirede blomster, så er det nødvendigt at blomsterløget oplever en kold periode, hvorfor de bør tilbringe et par uger under meget kolde temperaturforhold (pre-chilling). Efterfølgende skal blomsterløget opvarmes igen, hvorfor det skal placeres under varmere temperaturforhold (forcing). Det får blomsterløget til at tro, at det er forår, og derfor starter det blomstringen.

Kendte blomsterløg, der produceres som forspirerede blomsterløg i krukker, er påskeliljer, der har flotte trompetformede blomster. Det er også druehyacinter, der har blomster, som ligner klynger af lilla druer, og så er det krokusser, der har fine og farverige blomster i gule, hvide og lilla nuancer. Nogle af disse forårsblomsterløg giver ikke blot flotte og funklende farver, men også en fortryllende duft.

En plantemetode til blomsterløg er ’lasagneplantning’, hvilket indebærer, at man planter forskellige blomsterløg i samme krukke. Man starter med at lægge jord i bunden af krukken, og derefter planter man de blomsterløg, der blomstrer senest og dækker løgene til med jord. Ovenpå det jordlag, planter man endnu et sæt blomsterløg, og dækker det til med jord. Sådan fortsætter man, indtil man har udfyldt krukken og inddraget alle de blomsterløg, som man ønsker. Det er vigtigt, at man planter de blomsterløg, der blomstrer senest i bunden og de blomsterløg, der blomstrer tidligst i toppen. Denne metode giver et smukt resultat, da forårsblomsterne blomstrer i de plantede lag. Det giver flotte blomstringer, der kommer igen og igen.

Inspiration til dahliaer med Claus Dalby

Mange er fascineret af hvide blomster, og det er smukt at kombinere dem med forskellige løvplanter, som jeg viser her i en symbiose af krukker på hovedtrappen.

En oplagt plante lige nu er lyng, der er mest kendt og anvendt i lilla nuancer; men jeg kan også rigtig godt lide den hvide. Lyng blomstrer utroligt længe, og når den bliver trist at se på, kan den plantes ud i haven, hvor den så vil blomstre de næste år. Men det er vigtig at huske på, at lyng er en surbundsplante, der vil trives sammen med for eksempel Rhododendron. Det vil sige, at den skal plantes i spagnum. I en krukke eller potte kan man blot bruge almindelig krukkemuld.

På billederne ses foruden lyng blandt andet kugle-krysantemum, som jeg skrev om i sidste uge. Her er blomsterne slet ikke sprunget endnu. Læg også mærke til, hvordan jeg har brugt pletter i luften, som egentlig er en stueplante. Men den får lov til at være ude fra foråret til hen i efteråret og flyttes først ind, når der varsles nattefrost.

Gråløvede eller sølvfarvede blomster, for eksempel den fine vindheks, er også utrolig smukke sammen med hvide blomster. Det samme gælder for pyntekål, der også kan fås i Bilkas Havecentre lige nu. Den fortæller jeg om i næste uge.

De dejlige dahliaer findes i et utal af farver og former. Der er for eksempel runde ball- og pompontyper, strittende kaktussorter og blomster med form som anemoner. Farveudvalget er endeløst, så der er noget for enhver smag.

Dahliaknoldene kan lægges direkte i bedet fra begyndelsen af maj (de skal blot dækkes med et par centimeters jord) eller i en krukke. Man kan eventuelt give krukkevæksterne en forspring ved at stille dem i drivhuset - eller dække dem med plastik - og flytte dem ud i det fri sidst i maj.

De fleste dahliaer bliver ret høje, og derfor er det en god idé at støtte dem, når de bliver omkring 100 cm. De første blomster springer ud i juli, og så skal man endelig klippe ind til buketter. Sagen er nemlig den, at jo flere blomster, der klippes, desto flere kommer der. Det er da fantastisk! Det handler kort sagt om at forhindre dahliaerne i at begynde at sætte frø, og det gør man altså ved at blive ved med at plukke.

Der findes ikke noget skønnere end at dyrke blomster nok til, at man kan klippe ind til buketter gennem hele sæsonen. Jeg synes, det er særligt flot, at kombinere dahliaerne med andre blomster.

I min egen have dyrker jeg kun dahliaer i krukker. Det skyldes, at mine bede nærmest er overfyldte, og derfor er det svært at finde plads til knoldene. Planten udvikler sig ret meget, så krukken må ikke være for lille. Den skal som minimum være på størrelse med en gulvspand.

Det gode er, at dahliaer stortrives i krukker, men det er vigtigt, at de får noget at leve af. Jeg har min egen muldblanding - 'Claus Dalby Krukkemuld' - der er et produkt med langtidsvirkende gødning. Det betyder, at man ikke skal tilføre yderligere gødning hen over sæsonen. Det er da nemt …

Ligesom i buketter ynder jeg at kombinere dahliaerne – ikke blot med andre blomster, men også med løvvækster. Jeg sammensætter krukkerne i farvetemaer og nyder i den grad at lege med de forskellige kulører.

Dahliaerne bliver ved med at blomstre til frostens kommen, men den indfinder sig sjældent før oktober. Til den tid skal knoldene graves op og overvintres frostfrit. Det vender jeg tilbage til, til den tid...

Inspiration til primula med Henning Pedersen

Primula ’Botanic’

Primulaslægten er stor og favner bredt i både farver, blomster, vækstformer og oprindelser. Størstedelen af vores Primula har deres udspring i enten den fladkravede kodriver, Primula elatior, eller den hulkravede kodriver, Primula veris. De sælges alle som en del af Primula ’Botanic’ sortiment.

Primula ’Botanic’ er en meget taknemmelig og farverig udplantningsplante, som kan anvendes i både krukker og bede. Primula er faktisk en staude, og er derfor fuld vinterhårdfør i den danske vinter. Derfor kan man med fordel genbruge den i haven efter endt krukkeliv, hvor den vil blomstre det meste af året.

Primula ’Botanic’ kan udplantes lige så snart det ikke fryser mere. I krukker bruges almindeligt krukkemuld og hvis den udplantes i haven må det gerne være et letskygget og ikke alt for tørt sted. Primula trives fint i almindeligt havejord eller i surbundsbedet. De er fantastiske i forårskrukker i selskab med blandt andet løgplanter, viola og gerne sammen med græs eller andre hårdføre bladplanter.

I Primula ‘Botanic’ sortimentet findes der blandt andet Primula elatior ’Stella’, som er en storblomstret sort med en bred pallette af skønne farver. Botanic ’Stella’ vises i gylden, rød og mørke lilla, og den er i sin enkelthed smuk, og de varme farver kan ikke andet end at sprede glæde og skabe tidlige sommer associationer. Primula elatior ’Stella’ kan sammensættes i forskellige selskaber, og vil passe flot i de fleste krukkesammensætninger, da den vil supplere de andre blomster i sammensætningen. Primula elatior ’Stella’ vil blomstre hele foråret, så den kan nydes over en længere periode.

I Primula ‘Botanic’ sortimentet findes der også Primula ’Victoriana’, som er ganske unik med sine mørke og gule blomster, som vil lyse op i enhver vindueskarm eller i krukker. Den fantastisk Primula ‘Victoriana’ silver har blomster i mørke rødbrune nuancer, med en fin sølvhvid kant og en sart lysegul midte. Blomsterne er så fine og specielle at det syner, de er malet på.

Primula ’Denticulata’

En primula der er særlig populær i sæsonen er den velkendte Kugleprimula, Primula denticulata. Den blomstrer tidligt på året i mart og april måned med store kugler af utallige blomster. Den blomstre i smukke nuancer af enten blå, hvid eller rød, som man kan se på billederne nedenfor. De store og grønne blade udvikler sig først efter endt blomstring. Kugleprimulaen er fuld vinterhårdfør, og kan bruges i både bede og krukker.

Gartneriet Pedersen

Hvis du gerne vil lære vores leverandør at kende, så kan du læse med her. Gartneriet Pedersen er et familiegartneri, hvor kendetegnet er en stor faglighed blandt de dygtige gartnere, nysgerrighed og en konstant søgen efter nye planter til sortimentet.

Drivkraften i Gartneriet Pedersen har fra første færd været en brændende lidenskab og begejstring for ikke kun at producere men også at forædle og videreudvikle planter.

Et ønske om at kunne levere sæsonaktuelle varer året rundt gør at gartneriets ‘hovedkultur’ udskiftes jævnligt. Hovedparten af produktionen bygger på fordelen ved kombinationen mellem friland og væksthus, hvor en stor del af produktionstiden foregår på vore frilandsarealer. Det giver flere muligheder for at præsentere nye planter – eller ‘gamle planter’ på nye måder.

Denne kombination af gedigent gartnerhåndværk og konstant søgen efter nye planter og dyrkningsmetoder er med til at skabe et gartneri, der stadig er i udvikling med afprøvninger af nye slægter og arter, og ikke mindst egen forædling og produktudvikling i flere kulturer.

Information om vibeæg, persisk lilje og hvidblomme

FRITILLARIA MELEAGRIS ALBA

Fritillaria Meleagris er bedre kendt som et ”vibeæg”. Den har en smuk purpur-violet farve med et hvidt mønster, som ligner mønsteret på et vibeæg, deraf kommer navnet.

Fritillaria Meleagris ”Alba” er en hvid variant. Den har dog et svagt lysegrønt mønster, som også ligner mønsteret på et vibeæg. Denne fine hvide variant er ikke ligeså kendt som den traditionelle, hvilket gør den mere sjælden. Blomsterne er formet som klokker og hænger fint fra stænglerne.

Fritillaria Meleagris ”Alba” er en løgplante i liljefamilien, som stammer fra det nordvestlige Europa. Den blomstrer i april til maj måned, og bliver mellem 15 og 30 cm i højden med én til tre blomster pr. stængel.

Planterne kan med fordel udplantes i haven, så løgene ca. er 5 cm. under jorden. Herefter vil løgene gro og blomstre år efter år, da disse sagtens tåler den danske vinter.

FRITILLARIA PERSICA

Fritillaria persica er bedre kendt som en ”persisk lilje”. Denne kaldes ”Twin Towers Tribute”. Blomsterne har en mørk purpurfarve, hvilket gør den smuk og anderledes at se på. Den mørke purpur farve syner tynd, fin og silkeblød. Blomsterne er formet som små fine klokker, der hænger tæt, side om side langs stænglen.

Fritillaria persica er en løgplante i liljefamilien, der stammer fra det sydlige Tyrkiet. Der er næsten altid to skud, som vil blomstre i april til maj måned og bliver mellem 80 og 100 cm. i højden.

Blomsterne kan eventuelt skæres og bruges i en vase, men er også særdeles prydende blandt tulipaner og narcisser i haven. Da løgene tåler frost, vil planterne blomstre år efter år. Plantedybden bør være 15-20 cm.

LEUCOJUM VERNUM

Leucojumer bedre kendt som ”Dorotealilje” eller ”Hvidblomme”. Blomsterne har en ren-hvid farve og lysegrønne prikker på blomsterbladenes spidser. Blomsterne er klokkeformet og hænger fint fra stænglerne.

Leucojum er en løgplante af familien Amaryllidaceae, som stammer fra bjergegnene i det centrale Europa, hvor den vokser vildt og blomstrer i marts og april måned. Den bliver mellem 20 og 40 cm. i højde og blomstrer ofte med flere blomster på hver blomsterstilk.

Ved udplantning bør løgene placeres 5 til 7 cm. under jorden, og bladene bør visne ned, inden de fjernes først på sommeren. Der findes varianter af Leucojum, og de er alle vinterhårdføre.