Få succes med dine nye træer og hækplanter

Sådan får du flotte træer og hække

Du ka' blive medlem af GardenClub, hvis du mangler inspiration og guides til alt inden for have- og blomsterverden.

Her på siden finder du guides og inspiration til en succesfuld platning samt hvordan man bedst klipper hækplante.

 

INDEN DU PLANTER

Før plantning af træer eller hækplanter er det vigtigt med en grundig forberedelse af den jord, hvor hækken skal plantes. Grav ned i to spadestiks dybde og løsn jorden i bunden. Plantehullet skal være så dybt, at rødderne kan hænge løst ned. Jo bedre rødderne får sig etableret, jo bedre står hækken fast – den har bedre mulighed for at hente vand og næring – og dermed vokse optimalt. Hvis jorden er meget hård, fx ved nybyggeri hvor maskiner har kørt jorden sammen, skal man sikre sig, at jorden er godt løsnet. Det vil også fungere som dræn og sikre, at vandet siver ned, hvilket minimerer risikoen for, at planterne drukner. Fjern større sten, gamle rødder og ukrudt. I en leret jord er det en god ide at blande noget kompostjord fx i forholdet 1:5. Brug aldrig ren kompostjord i plantehullet, da kompostjord er for sur og vil svide rødderne.

Sådan bør du plante hækplanter

Tag kun få planter frem ad gangen, når der plantes. Rødderne er sarte og tørrer nemt ud, når de udsættes for sol og blæst. Sæt evt. planterne i en balje med vand og lad dem gerne stå og trække vand 10-30 minutter. Spænd en snor ud, så hækken bliver plantet lige. Hvis du planter hæk, bør du bruge 4-6 planter pr. løbende meter – alt afhængig af hvilken hæk der plantes.  

 

Når planterne sættes i jorden, justeres de så den brede del af planten flugter med renden i planteretningen. Det er vigtigt, at rødderne hænger frit og løst. Er der enkelte rødder, der er meget lange, ka' de studses lidt i bunden. Det er bedre at klippe af end at bøje rundt, da det kan hæmme eller helt stoppe væksten.  

Plant gerne lidt dybere end da planten stod i planteskolen, og når der er fyldt jord på, så træk planten lidt opad, så jorden kan pakke sig ned omkring rødderne, og den kommer til at stå i samme højde, som da den voksede i planteskolen. Fyld det sidste jord på og træd jorden til med foden og ret planten op.

Efter plantningen

Det vigtigt at få vandet umiddelbart efter plantning. Hvis du planter i efteråret, er jorden som regel fugtig, men kommer der en periode på over 20 dage uden regn, er det vigtigt at vande. Hvis du planter i foråret, er det mere vigtigt at være opmærksom på at vande. Vand et par gange om ugen hvis det ikke regner – du ka' evt. bruge siveslanger. Hold jorden omkring hækken fri for ukrudt, da planterne har brug for vand og næring for at klare sig bedst muligt. Man ka' med fordel dække jorden med barkflis, som dels vil hindre nye ukrudtsfrø i at etablere sig og dels vil holde på jord og fugtighed.

 

Efter etableringsperioden (det første år) bør hækken gødes to gange årligt. Du bør gøde første gang mellem marts og april og anden gang i starten af juni. Brug almindelig NPK gødning eller specialgødning til hæk. Klip ikke hækken i etableringsåret, da planterne har brug for top til at vækste.

 

Du ka' møde vores leverandør 

Højgård Planteskole ligger placeret lige midt i Jyllands hjerte, omkranset af Limfjorden, der giver et mildt klima til produktion af planter. Planteskolen er specialiseret i produktionen af hækplanter og mindre træer – alt som barrodsplanter. Hver eneste plante bliver sået ud som frø på de skrånende marker tæt ved Limfjorden. Her bliver de passet og plejet med sol, vand og gødning. De vokser sig store, og på de sandede jorde får de nogle fantastiske rødder. Hos Højgård Planteskole stræber vi efter at producere vores planter efter bæredygtige principper, de nyeste teknikker og med den største omtanke i forhold til natur og miljø.

Højgård Planteskole er en familieejet virksomhed med ca. 25 medarbejdere som alle sætter en ære i at producere og levere kvalitetsplanter, som skaber glæde og positive oplevelser i jeres have.