Skønne planter til din have

Planter der passer ind i din have

Det kan være svært at vælge planter, når man står i havecenteret. Vi bliver ofte draget af flotte og farverige blomster, men passer farverne til de blomster og planter, som man i forvejen har? For at gøre det nemmere for dig selv, og for at skabe mere ro og harmoni i haven, så kan du vælge et farvetema i din have. Men husk også at kigge på former, hvis ikke det skal blive kedeligt. Landskabsarkitekt Jane Schul giver gode råd til haven med farveholdning:

"En af fordelene ved at vælge en blomsterfarve til sin have er, at man har noget at styre sine indkøb efter. Man løber ikke en risiko for, at det man har købt ikke harmonerer med resten," fortæller landskabsarkitekt og forfatter Jane Schul. Hun er kvinden bag bogen 'Farver i haven', som er udgivet i samarbejde med Det danske haveselskab.

En anden fordel ved at vælge sine blomster i den samme farve er, at det giver harmoni og ro for øjnene, men det må heller ikke blive for roligt, advarer Jane Schul:

"Risikoen er, at det bliver kedeligt med én farve, hvis man ikke sørger for at variere formen," forklarer hun.

 

Variation i formerne
Hun anbefaler, at man sørger for, at nogle af planterne skal have runde former, andre kantede. Nogle skal være høje, andre lave. Og så understreger hun vigtigheden af ikke kun at kigge på blomsterne, men også på bladene.

"Det er vigtigt at kigge på bladene også, for mange planter har kun blomster i tre uger, men bærer blade cirka halvdelen af året," minder hun om.

Den berømte hvide have på Sissinghurst i England er forbillede for haver med kun én blomsterfarve. Men mange andre farvekombinationer skaber også en fantastisk effekt.

Kig på husets farve
Når man skal vælge farve til sin egen have, foreslår Jane Schul, at man først og fremmest vælger efter, hvad man kan lide, men det kan også være en god idé at skele til husets farve.

"Man kan kigge på, hvor bedene er placeret i forhold til huset. Et bed i gule farver op ad et gult murstenshus får nemt huset til at se snavset ud, fordi stenenes farve er mat," forklarer hun.

Ligger bedene væk fra huset, er det ikke helt så vigtigt, men landskabsarkitekten anbefaler dog, at man sørger for at tingene er tænkt sammen.

"Har huset blå vinduer, kan man vælge blå krukker. Det er en god idé at sørge for, at tingene har noget familieskab," mener Jane Schul.

 

Flere farver kan også give harmoni
Det er ikke nødvendigt for at få et godt resultat, at du vælger én farve til haven. Går man fra ét haverum til et andet, for eksempel adskilt af hække, kan man godt gå fra én farveholdning til en anden, fortæller landskabsarkitekten.

En anden mulighed er at vælge flere farver som harmonerer. Hun nævner for eksempel at blå, rosa og violet går fint i spænd, ligesom gul, orange og varm rød står godt til hinanden. Det er også sjældent at blomster er helt hvide, så de fleste blomster i pastelfarver vil passe sammen i haven.