Sådan planter og passer du Dahlia

Claus Dalby giver dig en dyrkningsvejledning til de smukke Dahlia

De smukke, høje, blomstrende Dahlia er fantastiske til at skabe farver og liv i haven. Heldigvis er det faktisk slet ikke så svært at dyrke dahliaer. Særligt ikke, hvis du følger nedenstående vejledning fra Claus Dalby.

Hvornår kan man plante Dahlia knolde?

Når man står med en dahliaknold i hånden, kan det være svært at forstå, at den i løbet af blot et par måneder kan frembringe noget, der minder om en hel busk med talrige blomster. Dahliaer kan dyrkes i både bede og krukker, men i begge tilfælde er det godt at give dem et forspring i potter.

Det gælder dog om at styre tålmodigheden lidt, for som det vil være de fleste bekendt, tåler dahliaer ikke frost. Et passende tidspunkt at begynde på er sidste halvdel af marts. De første blomster vil så dukke op i begyndelsen af juli.

 

 

Plant dine Dahlia i potter

Fyld muld i potten, så det passer med, at knolden, når den placeres, kun akkurat dækkes af muld. Placér knolden i potten, så den lille tap (den gamle stængel) vender op. Fyld ud med muld omkring knolden og sørg for, at den øverste del bliver dækket med blot et par centimeter muld.

Har du gang i flere knolde, er det en god idé, at mærke hver potte med farve og evt. navn, så du har styr på, hvad du har plantet og hvor du har plantet dine Dahliaer.

Dahliaer er sultne planter, der skal have godt med næring. Derfor planter jeg altid i ’Claus Dalby krukkemuld’, der fås i Bilkas havecentre. Det er en professionel pottemuld tilsat langtidsvirkende gødning, nok til en hel sæson.

Bruges denne muld, behøver du ikke at tænke på mere. Alternativt kan der tilføres flydende gødning ved vanding.

 

 

Drivning

Når knoldene er pottet, vandes mulden godt igennem, og potterne stilles inde ved almindelig stuetemperatur. Her står de, til det første grønne viser sig over jorden. Undervejs er det vigtigt hele tiden at sørge for, at mulden holdes fugtig.

Når bladene bryder frem, skal planterne ud i lyset, og her er et drivhus ideelt. Varsles der frost, kan det være nødvendigt at tænde en lille varmeblæser eller dække potterne med bobleplast eller lignende.

I mangel af drivhus sættes potterne på et beskyttet sted og dækkes eller tages ind, hvis det bliver meget koldt.

 

 

Knibning

For at få buskede planter kan du knibe topskuddet af over det første bladpar. Dog skal du vide, at dette forsinker blomstringen noget – omkring et par uger. Til gengæld gør knibningen, at planten får flere skud og derfor også flere blomster.

 

Plantning

I sidste halvdel af maj, hvor faren for nattefrost er ved at være ovre, skal Dahliaerne plantes ud i enten bed eller krukker. Selv har jeg rigtig mange Dahliaer i krukker. Her er det vigtigt, at krukken ikke er for lille, så der er plads til, at din dahlia kan vokse.

Jeg vil igen nævne ’Claus Dalby krukkemuld’. Plantes der i denne muld, er der garanti for store og kraftige planter. Vand godt efter plantning. Ønsker du at plante Dahliaerne i et bed, er det vigtigt, at voksepladsen er åben og solrig - Dahliaer elsker sol.

 

 

Den nemme metode til at plante Dahlia

Det skal også nævnes, at det ikke er nødvendigt at starte op i potter. Knoldene kan fint lægges direkte i krukker eller graves ned i et solåbent bed i anden halvdel af maj. Gør du det, vil blomsterne vise sig omkring første august.

 

Husk at støtte

Når planterne når en højde på en lille meter, er det vigtigt at støtte dem. Dette gøres nemt og fint med tre ikke for tynde pinde – gerne pil eller hassel – i en trekant rundt om planterne. Brug høstbindegarn eller andet ikke for tyndt garn til at binde med.

 

 

Pluk dahlia til en flot buket

Når blomsterne begynder at vise sig, er det vigtigt hele tiden at plukke til buketter. Jo flere blomster, du plukker, desto flere kommer der. Visne blomster skal også hele tiden fjernes - ellers stopper blomstringen. Rigtig god fornøjelse!

Guides til planter