Sådan rengører du din grill
Tips og tricks til hvordan du holder grillen og grillristen ren
Rengør din grill effektivt!
Det er vigtigt at rengøre og vedligeholde din grill og grillrist. Ved at gøre dette, forlænger du både ristens og grillens levetid. Plus du får et meget bedre resultat af din grillning.
Indholsfortegnelse:
- Brug simpelt udstyr til at rengøre grillen
- Sådan rengører du grillristen
- Husk smørelse når du rengører grillen
- Rengøring af grillens indvendige side
- Rengøring af grillens udvendige side
- Sådan rengører du din gasgrill
- Sådan fjerner du rust
- Sådan opbevarer du grillen
- Tips til at rengøre gasgrillen (video)
Brug simpelt udstyr til rengøringen
Der findes rigtig mange produkter til rengøring af grillen. Men faktisk kan du nøjes med en grillbørste, lidt stanniol, brun sæbe eller opvaskemiddel. Undgå at bruge for meget sæbe eller kemikalier, da resterne kan sætte sig i maden, og kødet nemmere kan brænde på.
Grillbørsten er et vigtigt redskab, når grillen skal gøres godt ren. Gå efter børster af rustfrit stål eller messing, så du ikke risikerer at ødelægge hverken rist eller brændere.
Sådan rengører du grillristen
Gør grillristen ren, når den stadig er en smule varm. Så er det lettere for dig at fjerne snavset. Børst risten med din grillbørste, når risten stadig sidder på grillen. Når risten er afkølet, kan du til sidst tage risten op og skylle efter med varmt vand og sæbe.
Er grillristen meget beskidt, så smør den godt ind i en fast brun sæbe og læg den i en sort plastiksæk. Luk posen tæt om risten og lad risten ligge natten over. Dagen efter vaskes sæben af med rent vand. Hvis der er behov for det, kan du supplere med lidt sulfo eller putte risten i opvaskemaskinen.
HUSK SMØRELSEN NÅR DU RENGØRER GRILLEN
Smør altid grillristen med en olie, efter du har gjort den ren, eller umiddelbart inden du går i gang med at grille. Det får maden til at slippe lettere. Brug en smagsneutral olie som for eksempel raps- eller solsikkeolie. Brug aldrig olivenolie, da den kan blive harsk og afgive smag til maden. Smør olien på risten med et vædet stykke køkkenrulle. Er grillen tændt, brug da din grilltang til at holde om papiret. Anvend aldrig en pensel, da det vil få gløderne til at flamme op.
GRILLENS INDVENDIGE SIDE
Når grillen er helt afkølet, kan du tømme drypbakken for aske og madrester. Put den kolde aske i skraldespanden – ikke ud i haven, da den kan indeholde tungmetaller. Vask drypbakken af i en mild sæbeopløsning og varmt vand. Skrab bunden af grillen ren for madrester og fedt ved at bruge sammenkrøllet stanniol.
GRILLENS UDVENDIGE SIDE
Vask ydersiden af grillen af med en mild sæbeopløsning og skyl efter med koldt vand. Tør efter med et viskestykke eller køkkenrulle.
RENGØRING AF GASGRILL
Sluk grillen og lad den køle lidt af. Skrab snavset af brænderne i bunden af grillen med en helt ren grillbørste af rustfrit stål eller messing. Det er en god idé jævnligt at fjerne fedtlaget i bunden med en almindelig køkkensvamp.
NEM MÅDE AT FJERNE RUST
Er grillen begyndt at ruste, kan du opløse overfladerusten med en mild syre. Husk at bruge vinyl- eller latexhandsker ved håndtering af syre. Bland tre dele lunkent vand med én del eddikesyre og gnid godt på det rustne område med en blød svamp. Gentag behandlingen indtil rusten er reduceret eller fjernet.
OPBEVARING AF GRILL
Opbevar altid grillen et tørt sted – for eksempel på en overdækket terrasse. Så undgår du problemer med rust. Når grillen opbevares over vinteren, er det en god idé at gøre den grundigt rent, inden den placeres indendørs.
TIPS TIL AT RENGØRE GASGRILLEN
I denne video kan du får vores tips til at rengøre din gasgrill.