Hvordan laver man hjemmelavet æblemost med en æblepresser?
Få tips til at lave en lækker hjemmelavet æbledrik
Det ligger i tidsånden at udnytte vores ressourcer bedre og at lave fødevarer fra bunden - for selvgjort er som bekendt velgjort. Så har I flere æbler i haven, end I får spist, er det en rigtig god idé at presse most af dem. Det er sjovt, børnene kan være med i processen -og det smager himmelsk.
Det er klart, at der er mere arbejde i at lave sin egen æblemost end i at tage den ned fra hylden i supermarkedet.
Men produktet er alle anstrengelserne værd, og af bare 25 kg æbler kan du være heldig at få 20 liter vitaminrig æblemost.
Selve arbejdet med æblemosten kan opdeles i fire trin:
• Klargøring
• Findeling
• Presning
• Nedfrysning eller pasteurisering
Klargøring
Især hvis du presser nedfaldsæbler, er forarbejdet vigtigt. Æblerne er ofte blevet invaderet af orme, eller der er jord på dem.
Derfor skal æblerne skylles og kigges efter for orm, og er der stødmærker, skal de skæres væk.
Fødevarestyrelsen anbefaler at kassere æbler med råd og mug helt, da de kan indeholde svampegiften patulin.
Findeling
Inden æblerne presses, skal de findeles for at frigive så meget saft som muligt. Det kan gøres på den gammeldags facon med en kniv, hvor du skærer eller hakker æblerne i mindre stykker.
Jo mindre dele æblerne er i jo bedre. Derfor får du det bedste resultat med en æblekværn, som finthakker æblerne i løbet af ingen tid, så du får en fin æblemasse.
Presning
For at få saften fra æblemassen skal den presses. Også her findes mange varianter fra den professionelle pakkepresse til kurvepressen, som fint rækker til eget brug.
Kurvepressen i træ skal først fores med en pressedug –et stykke stof, som holder på æblemassen. –Og kan i øvrigt bruges til alle former for frugt og bær; ikke kun æbler og pærer.
Uanset hvilken type presse du vælger, gælder det naturligvis, at den presser saft ud af æblemassen, så æblemosten løber ud af hullet i bunden og ned i en beholder.
Nedfrysning bevarer smag og vitaminer
Herfra hældes mosten på rene flasker eller dunke af glas eller plast.
Den bedste måde at opbevare mosten på, fordi det bevarer mostens friske smag, C-vitaminerne og enzymer, er at fryse den ned i plastbeholdere. Frossen æblemost kan holde i et år.
Når du har tøet mosten op, kan den holde sig 5-6 dage i køleskabet.
Pasteurisering i flasken
Har du ikke så stor frysekapacitet, kan du i stedet pasteurisere –altså varmebehandle - mosten. Metoden ødelægger desværre en del af den rå safts vitaminer.
Mosten hældes på glasflasker, som lukkes med proppen –gerne patentprop. De stilles i en stor gryde med vand, så kun flaskehalsen stikker op.
Vandet varmes op til cirka 80 grader. Når temperaturen er nået, holdes den i 5-10 minutter, hvorefter mosten er langtidsholdbar.
Pasteurisering i gryde
En anden metode er at varme mosten op i en gryde til cirka 80 grader.
Samtidig varmes flaskerne til samme temperatur - for eksempel i ovnen - og den varme most hældes hurtigt på flaskerne.
For at være helt sikker på holdbarheden kan du tilsætte lidt Atamon, og flaskerne lukkes derefter med kogte propper eller patentlåg.