10 kontante gevinster ved styrketræning

Her får du 10 rigtig gode grunde til at løfte jern

Foruden at være godt for din vægt, dine knogler og et effektivt middel mod rygsmerter hjælper styrketræning også mod hovedpine, sygdom og skader.

Du holder vægten, da større muskler øger forbrændingen
Hvert kilo muskler, du pakker på kroppen, sætter din forbrænding op - selv når du sover. Og det får du med alderen mere og mere brug for, hvis du vil holde din krop fit og fri for unødigt fedt. For allerede før du fylder 30 år, begynder det så småt at gå ned ad bakke for dit hvilestofskifte. Herefter vil du opleve et fald i forbrændingen på mellem 2 og 5 procent hvert årti, hvis du ikke finder en modstrategi - og her er styrketræning en genial løsning for dig.

Du bliver en bedre løber
Løbere kan forbedre deres løbeøkonomi med styrketræning. Du vil efter kort tid mærke, at du kan løbe både hurtigere og længere med et lavere energiforbrug, hvis du indbygger 3 omgange hård styrketræning i dit ugeprogram. En gruppe rutinerede løbere forbedrede deres løbeøkonomi med mellem 8 og 10 procent efter 10 ugers styrketræning, viser en analyse fra University of Alabama. Omregnet svarer det til at skære 20-24 minutter af en maratontid på 4 timer.

Du lever længere og øger livskvaliteten
Forskning viser, at muskelmasse og -styrke er de primære biomarkører hos mennesker. Det betyder, at din muskelmængde er en afgørende indikator for, hvor gammel din krop er rent biologisk, og hvor hurtigt du ældes. Undersøgelser fra Tufts University i USA viser, at hvis først din muskelmasse dykker, følger din stofskiftehastighed, lungekapacitet og blodsukkertolerance hurtigt samme deroute, og også dit kolesteroltal og blodtryk forværres. Modsat kan du leve længere og med bedre helbred, hvis du sørger for at opbygge og bevare en stærk muskelmasse.

Du undgår hovedpine og rygsmerter
Har du tendens til spændingshovedpine og ondt i ryggen, er en tur omkring træningscenteret i mange tilfælde den sikreste genvej til at få bugt med smerterne. En veltrænet overkrop er lig med en stærk støttemuskulatur omkring din rygsøjle og dine led og giver dig dermed en mere stabil kropskerne. Husk, at du skal træne såvel ryg- som mavemuskler, da de tilsammen fungerer som et slags korset, der effektivt støtter overkroppens led og modvirker belastningssmerter. Er det specifikt nakken, der er dit ømme punkt, er vægttræning effektivt. Man kan opleve et fald i sine kroniske nakkesmerter på hele 79 procent efter blot 10 uger med styrketræning af nakken i 20 minutter 3 gange om ugen, viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i Danmark.

Du får brudsikre knogler af styrketræning
Når du løfter vægte, sætter du kraftigt pres på dine knogler. Faktisk sker der det ved styrketræning, at du hver gang skaber bittesmå mikroskopiske brud, som knoglerne straks går i gang med at reparere ved at producere nyt knoglevæv. Som resultat bliver dit skelet stærkere, og din knogletæthed bliver højere, hver gang du styrketræner. På lang sigt beskytter det dig mod at udvikle knogleskørhed senere i livet. Her og nu gør et stærkt skelet dig robust over for knoglebrud i din hverdag, uanset om du løber, hopper eller bliver udsat for en grov tackling ude på fodboldbanen.

Du undgår småskaderne
Du får stærkere led, sener og bindevæv af jævnligt at presse dine muskler. Samtidig styrker du samspillet mellem muskler og nervesystem, når du pumper jern. Det kommer dig til gavn, hvis du ved et uheld kommer ud i en yderstilling med fx dit knæ. Her skal din krop hurtigt være i stand til at beordre muskler og led til at trække sig sammen for at beskytte dit led.

Du slipper for sygdom
Undersøgelser har fx vist, at musklers evne til at optage glukose forbedres ved styrketræning. Samtidig bliver der flere muskler, som kan optage sukkeret, og dermed falder risikoen for at udvikle sukkersyge (diabetes), overvægt og sågar hjertesygdomme. Også de frie radikaler, som laver skader i kroppens celler og kan give kræft, bliver holdt i skak af styrketræning.

Du øger balanceevnen
Du øger balanceevnen ved at træne de mange små, stabiliserende muskler, som overalt i din krop er med til at holde dig fri af slingrekurs. Det kan du gøre ved at træne med frivægte eller blot af og til stå på ét ben. Derved aktiverer du mini-musklerne, fordi de bliver nødt til at spænde sig, når du skal holde balancen.

Du bevarer din krop fast og rank
Vejen til en flot holdning går gennem en stærk overkrop og et fast muskelkorset, der giver dig kræfter og støtte til at holde ryggen rank igennem en hel dag. Samtidig bliver din krop lækkert harmonisk at se på, hvis du altså husker at træne både over- og underkrop. Ved at genvinde muskelmasse hjælper du kroppen med at forbrænde eventuelle deller, og som resultat bliver du efterhånden mere fast at se på. I det hele taget giver veltrænede muskler dig en atletisk og dynamisk fremtoning over for andre mennesker.

Du bruger tiden effektivt
Tid har de fleste for lidt af - og derfor bliver den daglige motion af og til sparet væk. Heldigvis er blot 20 minutters træning 2-3 gange om ugen nok til at give gode resultater. Samtidig kræver styrketræning meget lidt udstyr, forberedelse og plads, hvad enten du foretrækker at træne hjemme eller i et af byens fitnesscentre.

Læs mere på aktivtræning.dk

Du kan hjælpe andre kunder, når du fortæller om dine erfaringer og oplevelser med produktet. Vær den første til at skrive en anmeldelse