Inspiration til bondegårdsfest
Inspiration til bondegårdsfest

Bondegårdsfest

'Jens Hansen har en bondegård' – og hvorfor ikke gøre ham kunsten efter næste gang, der skal holdes fødselsdag for de mindste? En bondegårdsfest er et sjovt alternativ til de mere traditionelle børnefødselsdagstemaer og er et hit blandt både piger og drenge.

Idéer til Bondegårdsfesten

Skovmandskjorten til festen

Find skovmandsskjorten frem og træk i et par jeans og en cowboyhat – og vupti, så er du klar til en bondegårdsfest. Skovmandsskjorten er et absolut must-have, når du laver en fest med bondegårds tema.

Dyk efter æbler

At dykke efter æbler er en sjov aktivitet, som med garanti får de store grin frem. Gør det eventuelt udenfor for at undgå, at gulvet sejler – og husk at have håndklæder klar! Æggeløb og sækkevæddeløb er også sjove aktiviteter til en bondegårdsfest.

Pynt op uden det koster en bondegård

Kan du skaffe et par halmballer til at sidde på (og er du parat til at rydde op efter dem bagefter), er du allerede godt på vej til at omdanne stuen til et sted, en lille farmer ville føle sig hjemme. Trækasser og børnenes koste og river fra skuret er også perfekte rekvisitter, og det samme er stråhatte og bandanaer, så gå på jagt i gemmerne. Det behøver nemlig ikke koste en bondegård at lave stuen om til en bondegård.

Læg eksempelvis en ternet dug på bordet eller brug ternede viskestykker som servietter for at understrege bondegårdstemaet.

Sæt dyrene på græs

Find heste, køer og grise og måske en traktor eller to frem fra legetøjskassen og skab en bondegårdsstemning på bordet i løbet af nul komma fem. Det ser både sødt og hyggeligt ud.

Kunstigt græs som pynt til festen

Kom kunstigt græs på bordet for at understrege bondegårdstemaet. Det kan købes i metermål i de fleste byggemarkeder. Alternativt kan du bruge grøn filt.

Opskrifter til bondegårdsfesten

Søde pølsehorn

Det tager kun et øjeblik at forvandle helt almindelige pølsehorn til små, søde grise. Lav ører af dejen, stik et par birkes i som øjne og prik to huller i pølseenden, så den ligner en tryne. 

Pølsehorn som grise (24 stk.) 

Denne lille søde hapser kan snildt forberedes dagen før, opbevares på køl natten over og bages lige inden, de skal på bordet.

1 pakke pølsehornsdej
12 frankfurterpølser, enderne fjernet og skåret i halve

Skær dejen i passende stykker, så de lige akkurat har samme længde som pølserne. Rul dejen om pølserne og kom dem på en bageplade med bagepapir. Klip to små snit som ører med en saks. Tryk to små huller som øjne med for eksempel et bambusspyd. Tryk til sidst to små huller i pølsen som tryne. Bag grisene i ovnen ved 170°, indtil de er sprøde og gyldne, ca. 25 min. Server lune med ketchup ved siden af.

Farmer-juice

Farmer-juice er både lækkert og særdeles dekorativt på bordet til en bondegårdsfest.  

(1 glas)

2,5 cl gulerodsjuice
2 cl æblemost
1,5 cl frisk citronjuice
2 cl sukkersirup
Gulerod

Hæld juicen i små patentflasker, så der er en til alle gæster – og fyld eventuelt også nogle flasker med mælk. Det giver både noget at vælge imellem og ser godt ud på bordet.

Dittes cupcakes med dyr

(15-20 styk)

Ingen bondegårdsfest uden hjemmebag. Sæt prikken over i’et med små cupcakes dekoreret med kyllinger, køer og grise, der er så søde, at man næsten  ikke nænner at spise dem.


1 vaniljestang
60 g blødt smør
200 g lyst rørsukker
180 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1/4 tsk salt
1/2 økologisk citron, saft og skal
2 æg, str. M/L
1,75 dl sødmælk

Flæk vaniljestangen på langs, skrab nænsomt kornene ud, og bland dem med lidt af sukkeret. Kom smør, rørsukker, hvedemel, bagepulver, salt og citronskal op i en røreskål sammen med blandingen og rør det hele sammen (gerne med en røremaskine eller el-mikser ved lav hastighed). Slå æggene ud, rør dem sammen i en ny skål og hæld dem op i en kande sammen med sødmælk og citronsaft. Hæld nu lidt af æggeblandingen op i røreskålen, imens den fortsat kører. Gør det gerne over 3 omgange, og lad røremaskinen køre lidt mellem hver hældning. Fordel cupcakedejen i 15-20 cupcakeforme (gerne en fast form med papirforme i). Bag ved 190° varmluft i ca. 15-20 min. Lad kagerne køle af i formen.

Smørcreme

250 g smør, blødt
500 g flormelis
Lidt citronsaft
Pastafarve, grøn

Pisk smør lyst og luftigt sammen med flormelis og tilsæt citronsaft og pastafarve. Pisk smørcremen glat og kom den i en sprøjtepose med en tylle med små huller i (græstylle). Sæt ”græs” toppe på alle kagerne. 

Marcipan
200 g marcipan
100 g flormelis
20 g glukosesirup
Pastafarve, hvid, lyserød og gul

Ælt det hele godt sammen og del marcipanen i 3 dele og indfarv hver del i hvid, lyserød og gul. Kom massen op i en pose og læg på køl i 30 min.

I øvrigt
100 g flormelis
Lidt vand
Pastafarve, sort og orange

Rul marcipanen ud, udstik små cirkler og skær diverse små dele ud af marcipan til en gris, en kylling og en ko. Rør flormelis og vand sammen til en sej glasur og indfarv en del i sort og en i orange. Færdigdekorer dine bonde - gårdsdyr med glasur.

Se hvordan du laver dyr i marcipan

Se med, når Ditte viser, hvordan du selv kan lave de fine dyremotiver på cupcakes.