Fem gode råd til effektiv og miljøvenlig fyring

Sådan fyrer du økonomisk og miljøvenligt i din brændeovn

Effektiv og miljøvenlig fyring i brændeovnen er både til gavn for dig, din økonomi og miljøet. Her kan du derfor læse om, hvad du skal undgå at gøre, når du fyrer i brændeovn, få 5 gode råd om effektiv fyring, og læse om træ som fyringsmateriale.

Hvad skal du undgå når du fyrer i brændeovn?

Nogle brændeovnsejere har påtaget sig den dårlige vane at ”fyre over” om natten ved at lukke ned for lufttilførslen. Det er en dårlig idé, da det soder og giver en uøkonomisk forbrænding. I stedet kan du vælge en brændeovn med fedtsten eller varmemagasin. Det holder bedre på varmen, når du er stoppet med at fyre.

5 gode råd om effektiv fyring

  1. Lad 1-2 cm aske ligge i bunden af brændeovnen
  2. Brug 1-2 optændingsblokke i midten (Varde Ovne anbefaler, at du tænder op med optændingsblokke)
  3. Sørg for god lufttilførsel. Så længe flammerne er flotte gule, har du god lufttilførsel, men hvis de bliver blålige, skal du skrue ned for tilførslen.
  4. Læg tørre optændingspinde med luft imellem.
  5. Den reneste forbrænding får du ved at fyre igen mens der stadigvæk er kraftige gløder. Det anbefales desuden, at du aldrig fyre med mere end 2-3 brændestykker af gangen.
     

Træ som fyringsmateriale

  • Dæk kun toppen af din brændestabel med en presenning, når dit brænde skal tørre. Træ har nemlig brug for luft for at tørre ordentligt.
  • Den bedste tørreperiode for træ er fra april til september, hvis du opbevarer det udendørs.
  • Du kan høre på træet, at det er tørt, hvis det giver en ’hul’ eller ’sprød’ lyd, når du banker på det.
  • Tag træet ind mindst 12 timer før, at du skal bruge det.
  • Fyr ikke med behandlet træ eller drivtømmer, da det giver en uren forbrænding.