Far til Fjorten

I Bilkas tv-univers møder vi en moderne familie fra den øvre middelklasse. Forældrene Malene og Per Arne Madsen bor i en nydelig patriciervilla, og der er højt til loftet, både humør-og humormæssigt. Familien er prisbevidst, kvalitetsbevidst og fortravlet. Kort sagt, en helt almindelig familie, hvis ikke det var for en lille detalje: Per er far til fjorten!

Og hvilke fjorten!

Casper, Alba, Marine, Tim, Tom, Noah, Pelle, Wilma, William, Albert, Anton, Mattias, Anna og Toke ligner nemlig deres far i sådan en grad, at vennerne kalder ham for Per Arvemassen i stedet for Per Arne Madsen

Han er veluddannet, dog pt. på orlov, og er gift med Malene, en festlig, udadvendt kvinde med et godt job. Desværre for Per også et job der betyder en del fravær, Malene er nemlig stewardesse. Hun elsker børn i almindelighed og Per i særdeleshed, men rejser jo også rigtig meget, og det giver visse logistiske udfordringer derhjemme. Dem klarer Per de fleste af, og resten klarer Bilka!

Bilka har nemlig alt hvad Per skal bruge, og det på ét sted, og til en ordentlig pris. Han er i øvrigt også glad for brede gange, så der er plads til hele familien og indtil flere indkøbsvogne.