Tapas-fest

En tapasfest har mange fordele. Maden, der har sin oprindelse i Spanien, er simpel og ukompliceret, elsket af alle, og så kan du som vært sidde med ved bordet hele aftenen. Rigtigt meget kan nemlig forberedes på forhånd. Sæt små kolde og varme tapas på bordet, fyld glassene med cava og lad den sydlandske stemning sænke sig over selskabet og festen.

Det rustikke bord
Sukkulenter, skåle og fade i ler og træ, lygter og grove servietter er alt sammen med til at skabe en autentisk sydlandsk stemning på terrassen eller i stuen. Dæk op med stentøjstallerkener og sæt også gerne krydderurter direkte på bordet, eventuelt med en lille saks, så gæsterne kan forsyne sig unde middagen.
Sydlansk stemning
Lys terrassen eller stuen op med flotte lyskæder, der skaber en hyggelig, sydlandsk stemning og pynt op med oliventræer og citrustræer. Holder I festen udenfor, er et bålfad også perfekt til at understrege det sydlandske tema efter mørkets frembrud.

 

Lækkerier til tapas-bordet


Persille-pesto

Det tager ikke lang tid at lave persillepesto – og så smager den hjemmelavede bare ekstra godt, når festens overskrift er tapas. 

1 ½ dl

1 bundt bredbladet persille
2 fed hvidløg
50 g ristede mandler
1 ½ dl olivenolie
Saften fra citron
2 Spsk, revel Parmesan
Salt

Skyl og tør persillen. Pil de to fed hvidløg. Hak mandlerne groft og kom dem i en foodprocessor og blend dem sammen med persille, hvidløg, olie og citronsaft. Blend pestoen glat og smag til med salt. Hæld pestoen i et lufttæt glas.

Erstat eventuelt persillen med ramsløg fra skoven, når de er i sæson.

Hvid bønnedip med ristede solsikkekerner

300 g hvide bønner, kogte
100 g solsikkekerner
100 g mandler uden hinde
2 fed hvidløg
Saft og revet skal af én citron
200 ml olivenolie
Salt og peber
2 spsk ristede solsikkekerner til pynt
Spirer eller karse til pynt
Olivenolie med citron til pynt
Fladbrød eller rustikke kiks til servering

Kom bønner, solsikkekerner, mandler, hvidløg, skal og citron og olivenolie i en foodprocessor og blend ingredienserne til en glat og homogen masse. Juster evt. konsistensen med lidt vand. Smag til med salt og peber. Stil på køl indtil servering. Rist brødene sprøde og gyldne. Skær evt. brødene i mindre passende stykker og kom dem i en skål. Hæld dippen i en skål og top med ristede solsikkekerner, spirer og en smule citronolie.
 

 

Dittes dessert-tapas


Chokolademousse

1 pakke ODENSE chokoladeskaller
1 blad husblas
125 g mælkechokolade
2 past. æggeblommer
2 spsk lyst rørsukker
2 dl piskefløde

Udblød husblassen i rigeligt koldt vand i 10 min. Hak chokoladen fint, og smelt det over et vandbad – chokoladen må ikke blive for varm. Pisk æggeblommer og sukker til en lys og cremet æggesnaps. Vend forsigtigt den smeltede chokolade i æggesnapsen. Pisk fløden til en let flødeskum. Smelt husblassen over vandbad eller i microbølgeovnen og vend det sammen med 2 spsk flødeskum. Vend det herefter i chokoladeblandingen sammen med resten af flødeskummet. Hæld chokolademoussen på sprøjtepose. Fordel moussen i chokoladeskallerne (ca. 1 cm fra kanten). Stil chokoladeskallerne på køl i mindst 1 time.

I øvrigt

1 dåse chokoladekaramel (færdigkogt chokolade kondenseret mælk)
Spiseligt guldstøv
Friske blåbær
Rød skovsyre

Fyld chokoladeskallerne op til kanten med chokoladekaramel (færdigkogt chokolade kondenseret mælk). Drys med guldstøv og pynt af med friske blåbær og skovsyre.

Hvide bomber med yoghurtmousse

100 g marcipan
Hvid chokoladepynt
Grøn skovsyre
3 blade husblas
30 g lyst rørsukker
2 dl piskefløde
1,5 dl A 38 1,5 %

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 min. Lun rørsukker og 1/2 dl piskefløde godt op ved lav varme (den må dog ikke koge). Pisk i mellemtiden de resterende 1,5 dl piskefløde til flødeskum. Tag gryden af varmen og tilsæt den udblødte husblas og rør det sammen. Rør 1/2 dl A38 sammen med den lune fløde og rør dernæst resten af A38 heri. Vend flødeskummet i lidt efter lidt. Hæld moussen på sprøjtepose og fyld mousse i nogle halvkugleforme af silikone (3 cm i diameter). Stil moussebomberne på frost i mindst 3 timer.

Udrul marcipanen i lidt flormelis og udstik 10 bunde (4 cm i diameter). Bag dem ved 180 grader varmluft i ca. 10 min. Lad dem køle. Befri moussebomberne fra formen og placer en halvkugle på hver marcipanbund. Pynt af med hvid chokolade og grøn skovsyre.

Chokolade kræmmerhuse

1 pakke ODENSE flødebolleskaller
1 dåse karamel (færdigkogt kondenseret mælk)
100 g friske hindbær
Lidt frysetørrede hindbær
Spiseligt guldstøv
Rød skovsyre

Fyld karamellen på sprøjtepose. Fyld lidt hindbær i chokolade flødbolleskallerne og herefter lidt karamel, hindbær igen og afslut med karamel. Dekorer toppen med frysetørrede hindbær, friske hindbær, guldstøv og skovsyre.

 

Idéer til tapas-festen


Skab farver
Når du vælger tapas, så tænk også over farvesammensætningen, så bordet bliver ekstra indbydende at sætte sig omkring.
Noget for alle
Tænk over at sammensætte et bredt udvalg af tapas, så der er noget for enhver smag – både fisk, kød, pikante pølser og ost. Server også god oliven og forskellige dips, som kan spises som supplement.
Små detaljer
Nogen gange er det de små detaljer, der tæller. Læg for eksempel dugen på på tværs i stedet for på langs, så noget af bordet er synligt. Det gør udtrykket lidt mere rustikt og afslappet.

 

Vin og drinks til maden


Sangria

Sangria er den ultimative sommerdrink og perfekt til tapasfesten. Og du kan roligt lave rigeligt af den, for der bliver rift om den.

1 flaske rødvin
2 dl appelsinjuice
5 dl pærecider
Frugtstykker (fersken, citron, mandarin, appelsin og æble)

Bland ingredienserne sammen i en bowle og smag til. Vil du have den mindre stærk, så kom lidt mere appelsinjuice i. Læg frugtstykkerne i bowlen – gerne nogle timer inden servering. Kom isterninger i lige inden, gæsterne kommer.

Gin & Tonic

1 del gin
2-3 dele tonic
Brug en god tonic uden for meget sukker, for eksempel Fevertree.
1 skive lime
Masser af is

Fyld et glas med is. Hæld ginen i. Rør længe rundt med en cocktailske. Hovedprincippet i en gin and tonic er at røre ginen med is, så ginens krydrede smag fri­gives. Hæld tonic i glasset. Vrid limeskiven hen over glasset og læg den forsigtigt i toppen af drinken. Server med det samme.
 

Vin til osten

Ost hører et godt tapasbord til – og det kan faktisk være vanskeligt at finde vin til, for ost er jo ikke bare ost. Der er i Danmark tradition for at drikke rødvin til ost, men hvidvin eller hedvin kan i mange tilfælde være et bedre valg, fordi ost har et højt syreindhold. Her er tips til forskellige ostetyper.

Hårde, faste oste

Chablis 1ere Cru eller oversøisk Chardonnay, hvis vinen skal være hvid, og ung Rioja, ung Merlot fra Chile eller Argentina eller en Saitn-Emilion, hvis den skal være rød.

Hvidskimmelost

Alkoholrig fadlagret Chardonnay eller en demi-sec mousserende vin.

Rødkit

Alkoholrig fadlagret Chardonnay, Gewürztraminer eller Blauer Sweigelt.

Blåskimmel

Portvin, Sauterne, Gewürztraminer Grand Cru, Recioto eller Tokaji.

Gedeost

Sauvignon Blanc, Chenin Blanc eller Riesling med lidt sødme.

 

Alle festemner