Halloween & traditioner

Få styr på historien og traditionerne bag Halloween. Læs også de uskrevne regler bag ’Trick or Treat’-traditionen med at gå fra dør til dør og tigge slik Halloween-aften.

Reglerne for Trick-or-Treat

Halloween er lig med uhyggeligt udklædte børn (og nogle gange deres forældre), der går fra dør til dør og tigger slik.

Her er et par uskrevne regler, det er værd at skrive sig bag øret:

  • Halloween er den 31. oktober, og det er kun denne aften, man går fra dør til dør – ikke dagen før og ikke dagen efter.
  • Står der et græskar ved hoveddøren, er det normalt et signal om, at huset gerne vil have besøg. Er det givet fuld gas med edderkoppespind og hylende spøgelser, er du helt sikkert velkommen.
  • Bank ikke på efter kl. 21 – og bank kun en enkelt gang. Bliver der ikke åbnet, så gå videre.
  • Lær dit barn at sige tak - uanset hvad den, der åbner døren, byder på.
  • Det er som udgangspunkt slik eller andre søde sager, der bliver budt på. Man kan ikke få slikket vekslet til penge, fordi man er ved at spare sammen til en ny cykel.
  • Et prinsessekostume kan også være uhyggeligt. Så du behøver ikke at klæde dit barn ud som killer clown, hvis det egentlig hellere vil være den lille havfrue. Stik en edderkop i håret på barnet på vej ud af døren. 

Historien bag Halloween

Halloween fejres den 31. oktober og er oprindeligt en religiøs tradition. Men hvad betyder Halloween egentlig, og hvorfor fejrer vi den?

Man har langt tilbage været overbevist om, at de døde kunne vende tilbage på netop denne dag - for at skræmme eller gøre gamle regnskaber op. Derfor stillede man mad, nødder og frugt ud til dem. Det var den gængse opfattelse, at magi og naturkræfter er allerstærkest netop denne aften, så der lige som var en kanalen åben til det hinsides, og at der var større mulighed for at komme i kontakt med de afdøde. Derfor stiller mange også lys på kirkegårde og ved altre på denne aften. 
Det har samtidig også været en fest, som markerede overgangen mellem efterår og vinter.

Samhain og Allehelgensaften

Halloween-skikkene kan spores tilbage til et gammelt europæisk folkeslag, der hed kelterne. De holdt nytårsaften på denne dag, som de kaldte "samhain" og fejrede det med stor fest, hvor man ærede de døde og fejrede høsten. Der blev tændt bål for at udrense det gamle og give plads til genfødsel og frugtbarhed.
Senere tog de skikken med sig til Amerika som pilgrimme.

Den katolske kirke havde en helgenfejring, allehelgen, hvor man mindedes alle kirkens helgener. Da den katolske kirke flyttede dagen for allehelgensfejringen til den 1. november, blev allehelgensaften placeret på samme dag som samhain. Allehelgensaften den 31. oktober fik navnet All Hallows Eve, hvilket senere er blevet til halloween.  

Lys til spøgelser og ånder

De lysende græskarhoveder og lys i det hele taget blev brugt til at holde spøgelserne og ånderne væk. Oprindeligt var det roer, der blev brugt som lamper. Men heldigvis er græskarret noget nemmere at skære i.

Halloween er kæmpestor i USA og overgås som højtid kun af julen. Her har de fejret den de sidste 150 år.  De amerikanske butikker bugner af pynt, kunstige gravstene med lyd, kunstigt spindelvæv i metervarer og orange slik i kæmpestore kasser. 
Børnene går rundt fra hus til hus på Trick or Treat, men nogle går de voksne også rundt, hvis børnene ikke er store nok til at gå rundt selv. De voksne er også udklædt, og der er gjort rigtig meget ud af pynten i og omkring huset. Man modtager naturligvis sine Trick or Treat-gæster i fuld udklædning med masser af slik at dele ud af. 

Halloween i Danmark er fænomenet relativt nyt, men er til gengæld vokset eksplosivt i popularitet år for år siden slut-1990’erne.

 

 

Alle festemner