Halloween-opskrifter

Fyr op for heksekedlen

Når du inviterer til halloween-fest, skal der også noget mad på bordet. Og hvad passer sig egentlig til en fest, hvor uhyggen er i højsædet, og det vrimler med halvklamme ting på bordet?

Opskrifter med græskar passer jo godt til hele græskar-temaet og passer godt med, at du kan bruge indholdet fra dine græskarlygter til madlavningen. 
Herunder får du opskriften på en virkelig lækker græskar-risotto. Men slå dig løs med græskarsuppe, eller tænk i bloddryppende burgere, hotdogs med masser af ketchup, og alt der kan pyntes med edderkopper og spøgelser - for eksempel chokoladekager med edderkoppespind eller orange monstre. 

Det må godt være uhyggelig mad, der ikke ser alt for lækkert ud, når det skal være mad til en halloween-fest. Så tag den store gryde frem og bland en lækker gryderet eller en suppe - for eksempel med masser af rødbeder. 
Kreer en stor pizza formet som et spøgelse, hvor pølserne bliver en stor mund og peberfrugten øjnene. Eller små pizzaer, så der er én til hver. Det kan nemt blive til uhyggelig halloween-mad.

Lav en småkagedej der er god til udstikkere og form dem som spøgelser og kom godt med hvid glasur på. 

Pølsehorn hvor du triller dejen til en lang pølse og vikler den om pølsen, så den ligner en mumie. 

I det hele taget kan alt muligt mad blive til en uhyggelig halloween-ret, hvis du sætter øjne på den. Slå fantasien løs.

Græskarrisotto - Halloween

Græskar er ligeså velsmagende, som de er dekorative, så kast dig ud i opskrifter med den orange grøntsag som hovedingrediens – for eksempel en superlækker græskarrisotto.

Til 4 personer

400 g hokaidogræskar, skåret i små tern
1 spsk olivenolie
2 fed hvidløg, hakket fint
3 skalotteløg, hakket fint
25 g smør
200 g risottoris
1 tsk stødt spidskommen
1 L hønsebouillon
100 g revet parmesan
6-8 stilke salvie
1 dl neutral olie
Friskrevet muskatnød

Svits skalotteløg og hvidløg i olivenolien i ca 3 min ved medium varme. Tilsæt smør og græskar og vend det godt rundt i gryden. Tilsæt ris og rør rundt. Hæld boullionen i gryden lidt af gangen og lad risene absorbere noget af væsken før du tilsætter lidt mere. Bliv ved indtil al boullion er hældt i gryden. Tilsæt spidskommen og lad simre indtil risene er møre. Du kan evt justere konsistensen med lidt vand til sidst. Tilsæt halvdelen af parmesanen og rør det i risene. Varm den neutrale olie op i en lille gryde. Friter salvien i olien i ca 1 min. Lad det dryppe af på et stykke fedtsugende papir. Server risottoen i dybe skåle med et drys parmesan og pynt af sprøde salvieblade. Drys evt også med lidt friskrevet muskatnød.

 

 

Alle festemner