BLACK FRIDAY   

Gamerfest

Når man er ung, er der ikke noget bedre end at få lov at være længe oppe – og tilsætter du spil og computere, får du en cocktail, der med garanti går rent hjem i omgangskredsen. Lad jer inspirere af børnenes yndlingsspil, når I går i gang med planlægningen og skab et festunivers, der tager udgangspunkt i velkendte scener og udtryk fra spillet.

 

Idéer til gamerfesten


Game on
Sæt gæsterne i den rette stemning på forhånd med en invitation, der er inspireret af gamerverdenen. Lav også et VIP-kort til alle gæster og send det med invitationen, så det kan bruges som adgangskort eller battle-pass til festen – eller del det ud, når de ankommer. Du ka’ downloade skabelonen til invitationen og VIP-kortet her.
Vand i lange baner
Uden mad og drikke dur helten ikke – så sørg for, at der også efter hovedmåltidet er både snacks og masser af væske tilgængelig. Lav for eksempel en vandbar – en ’Powerstation’ – hvor gæsterne kan tanke op, når tørsten melder sig efter en hård omgang i battle-arenaen.
Chips
Chips. Masser af chips. Det lyder måske som en kliche, men hvis der er en ting, det er dumt at gå ned på til en gamerfest, er det chips. Så sørg for at skålene er fyldte, så gamerne har noget at nære den lille sult med.
Udklædning
Bed gæsterne om at komme udklædt til gamerfesten som en af figurerne fra deres yndlingsspil – eller bare i helt sort eller camouflagefarvet tøj. I kan også fylde en kurv med klæd-udtøj, som gæsterne frit kan vælge fra.
Håndgranater
Pak en tom konservesdåse ind i gråt gaffa-tape og kom en snor i toppen af den. Så har du på et øjeblik helt uskadelige håndgranater, der kan være med til at sætte scenen på bordet til gamerfesten.
Survival kit
En sjov og nem gimmick er at fylde en papirpose med et lille krus popcorn og en sodavand og binde en ballon med helium i hanken. Så ligner det en pose, der er blevet kastet ned i en drop-zone fra et fly.
It’s dynamite!
Det kræver ikke andet end nogle tykke, røde slikstænger og et sort bånd, hvor der er skrevet TNT på, for at lave et bundt spiseligt dynamit. Sjovt, dekorativt og helt og aldeles ufarligt. Du ka’ finde skabelonen til TNTbåndet her.
Dansekonkurrence
Skal der lidt ’pausegymnastik’ til imellem spilleriet, er en dansekonkurrence en god idé. Få de små gamere til at battle mod hinanden i for eksempel ’floss’ eller en af de andre ’Emotes’, som de små gamere helt sikkert kender fra deres yndlingsspil. Og du skal ikke bekymre dig, hvis du ikke ved, hvordan man ’flosser’. Det ved ungerne nemlig med 100% sikkerhed.
Kreativ slikskål
Fyld en ganske almindelig rumopdelt plastikkasse med slik – én slags slik i hvert rum – og skriv navn på kassen, så den også fungerer som bordkort. Det er et nemt og sjovt overlevelseskit til aftenen og naturligvis en gave, gæsterne må tage med hjem efter festen.
Førstehjælp
Selv den skarpeste gamer kan ramme ved siden af glasset – og spildes der lidt, er det godt at have førstehjælpen lige ved hånden. Sæt et bånd med det velkendte førstehjælps-kors omkring en køkkenrulle. Så ved gæsterne, hvor de kan få hjælp – eller healing – hvis uheldet er ude. Du ka’ finde skabelonen til førstehjælpskøkkenrullen her.

 

Opskrifter til gamerfesten


Cheeseburgere

(6 stk.)

 

900 g hakket oksekød, 4-7% fedt
2 skalotteløg, finthakkede
50 ml worcestershiresauce
1 spsk. dijonsennep
6 skiver ost
6 gode skiver tomat
Mayonnaise
2 håndfulde brøndkarse eller babyspinatblade
6 burgerboller
Salt og peber
Olivenolie til stegning
Blandede chilipebre til pynt

Bland oksekød, skalotteløg, worchestershiresauce og dijonsennep godt sammen i en skål. Smag til med salt og peber. Fordel kødet i seks lige store portioner og form dem til hakkebøffer. Krydr med salt og peber. Tænd ovnen på 170 grader. 

Steg hakkebøfferne på en varm pande, indtil de er gennemstegt, og top bøfferne med en god skive ost. 

Lad bøfferne hvile, imens burgerbollerne lunes i ovnen. Læg burgerne sammen med mayonnaise, grønt, de varme bøffer og tomat. Kom de forskellige chilipebre på et bambusspyd og stik et spyd i hver burger. Du kan evt. brænde peberne med en bruleé-brænder. Server burgerne med det samme i selskab med pommes frites og god mayonnaise til dip.

 

V-kager

(Ca. 22 stk.)

 

185 g smør, stuetemperatur
220 g sukker
2 tsk. vanilje-essens
375 hvedemel
1 æg
1 æggeblomme

Kom smør, sukker og vanilje i en foodprocessor og bland til en glat masse. Tilsæt mel, æg og æggeblomme og bland videre, indtil dejen er helt glat. Del dejen i to dele og rul dem ud mellem to stykker bagepapir, indtil de er 5 mm tykke. Stil på køl i 10 min. Tænd ovnen på 160 grader. Fjern det øverste stykke bagepapir på kage-dejen og udstik runde cirkler på ca. 6-8 cm. Bag kagerne på bageplader beklædt med bagepapir i 12-14 min. Lad kagerne køle helt af, inden de lægges sammen.

 

Samling af kagerne

1 rulle færdigrullet hvid fondant
Hvid og blå pynteglasur på tube (kan købes i supermarkedet)
Hindbærsyltetøj

Smør halvdelen af kagerne med et tyndt lag hindbærsyltetøj. Top med en kage mere. Sprøjt en tynd cirkel hvid pynteglasur på hver kage. Udstik fondant i cirkler i samme størrelse som kagerne og læg dem nænsomt på kagerne. Pynt kagerne som vist på billedet med blå og hvid pynteglasur.

 

Historien bag computerspillene

Det allerførste computerspil, hvor man kunne spille to personer mod hinanden, så dagens lys i starten af 1960erne. Det var dog først med arkadespillenes indtog i 70erne, at almindelige mennesker fik adgang til computerspillene – og vi skal helt hen på den anden side af år 2000, før internettet gjorde det muligt at sidde derhjemme og spille online mod andre. I dag er spilindustrien gigantisk, og dygtige e-gamere hyldes på linje med ’rigtige’ sportsudøvere.

 

 

Alle festemner