Babyvest og - sokker

Strikkeopskrift

Ribvest str.: 0-1/4 (1/2) 1-1 ½ (2-3) år
Overvidde: 46 (49) 52 (55) cm
Hel længde: 25 (28) 31 (35) cm

Sokker str.: ½-1 (1-2) 2-3 år
Kvalitet: Bumbo Baby Uld
Garn:
Vest: 2 (2) 2 (3) ngl. mørkgrå farve 44.
Sokker: 1 ngl. mørkgrå farve 44, 1 ngl. lysblå farve 48. Tilbehør: 3 knapper til ribvest.
Pinde: Jumperp nr. 2,5 og 3. Strømpep nr. 2,5.
Strikkefasthed: 26 m glat = 10 cm i bredden på p nr. 3. 29 m rib (let strakt) = 10 cm i bredden på p nr. 3.

Ribvest:

Ryg:
Slå 70 (74) 78 (82) m op på p nr. 3 og strik rib (2 r, 2 vr). Første p er fra vr-s og begynder med 2 r (2 vr) 2 r (2 vr), derpå strikkes rib p hen, så arbejdet bliver ens i begge sider. Fortsæt i rib som m viser (set fra ret-s er de 2 midterste m glatte). Når arb måler 14 (16) 18 (21) cm, strikkes 2 r sammen i hver side = 68 (72) 76 (80) m. Derpå strikkes de 5 yderste m i hver side r på alle p. Efter 1 cm, sættes et mærke til markering af ærmegabets begyndelse. Når ærmegabet måler 7 (8) 9 (10) cm, hviler de midterste 26 (28) 30 (32) m til hals og hver side strikkes færdig for sig. Lad de resterende 21 (22) 23 (24) m i hver side hvile til skulder når ærmegabet måler 10 (11) 12 (13) cm.

Forstykke: Strikkes som ryggen til arb måler 12 (13) 15 (18) cm. På næste p fra ret-s deles til stolpelukning således: Strik 32 (34) 36 (38) m rib, 2 r, 2 r sammen, 2 r = i alt 37 (39) 41 (43) m. Strik p sidste 32 (34) 36 (38) m. Vend og strik over disse sidste 32 (34) 36 (38) m og slå 5 m op i slutningen af p = 37 (39) 41 (43) m. Strik disse 5 nye m r på alle p. De øvrige m strikkes som hidtil. Begynd ærmegabet i samme højde og på samme måde som på ryggen. Når ærmegabet måler 5 (6) 7 (8) cm, hviler de yderste 9 (10) 11 (12) m mod stolpelukningen. Luk derpå af i hver side, på hver 2. p for 3,2,1,1 m. Når ærmegabet har samme højde som på ryggen, lægges delene sammen ret mod ret og skulder-m fra hver del strikkes sammen to og to, idet m samtidig lukkes af. Afmærk de 2 knappers placering jævnt fordelt langs stolpelukningen, idet der beregnes en 3. knap i halskanten. Strik derpå forstykkets anden side magen til den første, blot med knaphuller svarende til knappernes placering. Knaphullerne strikkes fra ret-s således: Strik til der mangler 4 m, luk 1 m af, strik de sidste m. Lav på næste p et omslag over den aflukkede m.

Montering: Strik med p nr. 2,5 ca. 70 (74) 78 (82) m op langs halsudskæringen (inkl. de hvilende m). Strik 5 p ret, idet der på 2. p strikkes et knaphul over de øvrige. Luk af. Sy sidesømmene. Sy knapper i.


Sokker:


Slå 36 (36) 40 m op på strømpep nr. 2,5 med farve nr. 1 og strik 2 (2) 2,5 cm rib (2 r, 2 vr). Fortsæt i glat med farve 2. Når arb måler 7 (8) 9 cm, strikkes hæl over m fra 1. og 4 p = 18 (18) 20 m. Hælen strikkes med farve 1. Strik frem og tilbage til hælen måler 2,5 (2,5) 3 cm. Nu spidses hælen således: Strik 12 (12) 14 m, 1 r løs af, 1 r, træk den løse m over*, vend, 1 vr løs af 6 (6) 8 vr, 2 vr sm, vend, 1 r løs af, 6 (6) 8 r, 1 r løs af, 1 r, træk den løse m over*, gentag fra * til * til alle m er strikket med i begge sider, og der er 8 (8) 10 m tilbage på p, fordel disse m på 2 p. Skift til farve 2. Nu strikkes igen rundt i omg. Strik m op langs siden af hælen.

1. omg 4 (4) 5 m fra hælens p, strik 10 m op langs hælens venstre side, 2. og 3. p r over midten. 4. p strik 10 m op langs hælens højre side, og strik hen over de 4 (4) 5 m fra hælens højre p.
2. omg: 1 p 12 (12) 13r, 2 r sm, 2. og 3. p r. 4. p 1 r løs af, 1 r træk den løse m over, 12 (12) 13 r. Strik 1 omg uden indtagninger. 4. omg: 1. p 11 (11) 12 r, 2 r sammen, 2. og 3. p r. 4. p: 1 r løs af, 1 r træk den løs m over, 11 (11) 12 r. Fortsæt med at tage ind på hver 2. omg på denne måde så der bliver mindre m på 1. og 4. p for hver gang, til der er 9 (9) 10 m tilbage på 1. og 4. p, og 36 (36) 40 m på omg. Strik lige op til arb fra hælens yderste punkt måler ca. 8 (9) 10 cm.

Tåen strikkes med farve 1. Omgangen begynder i sokkens ene side. Strik 1 omg. Tag derpå ind således: 1 r, 2 r sm, 12 (12) 14 r, 1 r løs af, 1 r, træk den løse m over, 2 r, 2 r sm, 12 (12) 14 r, 1 r løs af, 1 r, træk den løse m over 1 r. Strik 1 omg uden indtagninger. Tag ind igen på næste omg, men nu med 10 (10) 12 m mellem indtagningerne. Fortsæt indtagninger på hver 2. omg til der er 12 (12) 16 m på omg, og fordel derpå m på 2 p (over- og undersiden af foden. Sæt m fra henholdsvis over- og underfod på 2 sikkerhedsnåle, bryd garnet med ca. 20 cm tråd, vend sokken og sæt m tilbage på 2 p. Strik m sammen fra de 2 p og mask samtidig af.

Du kan hjælpe andre kunder, når du fortæller om dine erfaringer og oplevelser med produktet. Vær den første til at skrive en anmeldelse