Pift den gamle sofa op – pude i perlestrik

Strikkeopskrift fra Astrid Salling - middel

Hvis du lige mangler et sjovt strikkeprojekt til weekenden – og i øvrigt også trænger til at pifte din gamle sofa op. Så er her et lille lækkert projekt – en ny pude til din sofa.  

Jeg har strikket på pinde nr. 15 – og strikket med fem tråde i alt. Jeg har brugt 15 nøgler garn. Ideen er at strikke et langt stykke og så sy pudevåret sammen i siderne – med en gammel pude du har i forvejen , indeni.  

Jeg har strikket to puder i to forskellige strikketeknikker, den ene i perlestrik og den anden i rib. Den i rib kan ses under et andet indlæg.

Det er nemt, det går hurtigt og så klæder de alle sofaer….især hvis man er vild med strik som jeg.

Opskrift til pude i perlestrik i størrelsen 40x40

1. Slå 20 masker op på pind nr. 15 med 5 tråde. 

2. Strik perlestrik til stykket måler ca. 80 cm og luk af. Perlestrik er en ret en vrang hele pinden hen. Og så modsat på næste pind. Så kommer der ”perler”. Når du skal skifte nøgler, binder du bare de fem tråde sammen med de fem nye tråde i en knude.  

3. Sy puden sammen i siderne med madrassting – også med fem tråde.

Beregning af masker til pude ud fra en strikkeprøve

Da størrelsen på puden og tykkelsen af garnet samt strikkefasthed skal passe sammen er du nødt til at lave en strikkeprøve. Det er heller ikke min favoritbeskæftigelse men hey – det er altså sjovest når ens projekt bliver en succes. Og så er de 10 minutter givet godt ud.

Slå ti masker op og strik 10 pinde – lad os sige det måler 26 cm i bredden. Husk det skal være i det strik som du vil strikke puden i. 

Hvis du skal strikke et pudevår til en pude på 40x40 cm så skal du altså slå 15 masker op og strikke indtil det måler 80 cm. 

Nu er det her jo et pudevår i kraftig og grov strik, det gør ikke så meget at det ikke er helt præcist, som eksempelvis for en figursyet cardigan..så bare tag det roligt og kast dig ud i det.  

Til puderne på billedet har jeg brugt 15 nøgler bumbo Heavy sandfarvet fv. 20 og strikket den i perlestrik. Og 10 nøgler Bumbo Heavy lilla fv. 27 til den pude i rib.

Du kan hjælpe andre kunder, når du fortæller om dine erfaringer og oplevelser med produktet. Vær den første til at skrive en anmeldelse