Luk
Din session er udløbet
Log ud

Bilka.dk Logo

Handelsbetingelser online

Her kan du finde svar på de mest almindelige spørgsmål for hvordan du handler på Bilka.dk. Finder du ikke svaret herunder er du velkommen til at kontakte os. 

Ved din bestilling af varer på Bilka.dk accepterer du nedenstående aftalevilkår. Hvis du handler erhvervsmæssigt skal du være opmærksom på B2B vilkårene nedenfor. Du kan altid finde de gældende betingelser på denne side. Derudover refereres til dansk rets almindelige købe- og aftaleretlige regler, herunder reglerne om forbrugerkøb.

Bemærk: For ”Hvidevarer via hvidevarer.bilka.dk”, "Mad ud af huset", "Fotoservice" og "Musik & Film" henvises til de specifikke handelsbetingelser på disse sider. Derudover findes der nederst på siden et særligt tillæg ifm. køb af solceller. 

Priser og særlige tilbud:

Alle priser er i danske kroner inklusiv moms og afgifter. Leveringsomkostningerne opkræves pr. pakke og varierer afhængig af antal af varer, varetype, vægt og volumen. Leveringsomkostningerne beregnes og fremgår inden gennemførelsen af købet. Vi bestræber os på at pakke i så få antal pakker som muligt.

På udvalgte varer/kategorier er leveringen gratis ved køb over et bestemt beløb. Dette fremgår altid af hjemmesiden.

Der tages altid forbehold for tastefejl, udsolgte varer, prisændringer fra leverandørerne samt ændringer i dansk moms og afgifter.

Visse tilbud på Bilka.dk er rettet mod privatkunder. Bilka.dk forbeholder sig derfor ret til at begrænse antal købte enheder pr. kunde. Den mail der automatisk udsendes efter ordren er modtaget, er således alene en kopi af indkøbskurven, og ikke en accept på at handlen gennemføres. I de tilfælde, hvor ordremængden ikke accepteres, vil kunden blive kontaktet af kundesupport hurtigst muligt. 

Betaling:

Der kan betales med følgende nordisk udstedte korte betalingskort: Dankort, VISA/Dankort, VISA, Eurocard/MasterCard og Visa Elektron. Der betales pt. ingen kortgebyr på hjemmesiden.

Pengene bliver reserveret på din konto ifm. at ordren lægges på bilka.dk. Vi trækker dog først pengene på din konto, når varerne afsendes til den ønskede leveringsadresse. I forbindelse med del-leverancer trækkes kun det beløb, der svarer til den faktiske leverance. Hvis det viser sig, at vi mod forventning ikke kan levere hele eller dele af din ordre, kommer du kun til at betale for den faktiske leverance. Fakturaen sendes via e-mail. Fakturaen indeholder ikke følsomme oplysninger, det vil dog altid fremgå, at varerne er betalt med Dankort/kreditkort og af hvem. 

Sikkerhed ved betaling:

Ved betaling vil overførslen af dine kortinformationer og det aftalte købsbeløb ske i krypteret form via PBS-godkendt Payex-software. Bilka.dk gemmer ikke dine oplysninger. PBS har certificeret Bilka.dk til at anvende denne betalingsform, og det er derfor sikkert at betale med kreditkort.

Vi benytter kryptering så dine informationer er beskyttet mod tredjepart. Vi kan aldrig komme til at trække mere end det beløb, du har accepteret ved din bestilling. Retsligt er du stillet således, at du kan få pengene tilbage hvis:

  • Varen ikke leveres.
  • Du benytter dig af din fortrydelsesret – se afsnittet nedenfor.
  • Der hæves penge fra din konto, uden din forudgående accept.

Personoplysninger:

Personoplysninger, som indtastes i forbindelse med køb på BILKA.dk, behandles af Dansk Supermarked A/S og eventuelle eksterne samarbejdspartnere i overensstemmelse med gældende dansk ret. Vi gemmer kun de oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre din bestilling - herunder e-mail og varedata, som vedrører dig. Alle kundeoplysninger og informationer om bestillinger bliver behandlet strengt fortroligt, og vil aldrig blive videregivet til tredjepart.

I henhold til dansk lovgivning gemmes oplysningerne i fem år. Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev, vil din e-mail-adresse blive brugt i forbindelse med vores markedsføring indenfor de interesseområder, du via din tilmelding har givet samtykke til. Du kan til enhver tid afmelde nyhedsbrevet igen, og dine oplysninger vil herefter blive slettet. Du kan jf. persondataloven få fuld indsigt i dine oplysninger ved skriftlig henvendelse til:

Dansk Supermarked Nonfood
Rosbjergvej 33
DK-8220 Brabrand
Att. Bilka.dk

Levering:

Der leveres kun til adresser i Jylland og til adresser på brofaste øer i Danmark – dette vil fremgå, når du forsøger at gennemføre din bestilling. Du kan vælge at få dine bestilte varer leveret direkte til din privat- eller firmaadresse.

Da vi benytter forskellige lagre rundt om i Danmark, kan din bestilling blive splittet op i flere del-leveringer.

En bestilling kan ligeledes blive håndteret af forskellige fragtfirmaer, hvis der indgår forskellige varetyper. Uanset antallet af del-leveringer vil leveringsomkostningen samlet set aldrig overstige det beløb, der fremgår af din bestilling.

Ved ordrer, der leveres af Logistica, vil levering være til kantsten eller hoveddør. Hvis du bor i hus, vil fragtmanden levere til din hoveddør i stueplan. Hvis du bor i etageejendom vil der blive leveret til kantstenen dvs. døren til opgangen og ikke døren til din lejlighed. Hvis du ønsker at få båret op til din lejlighed, kan opbæring tilkøbes ved leveringsvalg. Opbæring gælder kun for etageejendomme. Der leveres ikke ind i hverken lejligheder eller hus. Ved bestilling vælger du den ønskede leveringsdato. Det er et krav, at du er på leveringsadressen i tidsrummet for levering.

Når varerne sendes af sted fra vores lager modtager du en e-mail med en faktura for de afsendte varer. Kan vi ikke sende alle dine varer på samme tid, modtager du kun en faktura for de varer, der er afsendt. Evt. resterende varer på din bestilling vil du modtage faktura for, når de efterfølgende afsendes.

Leveringstid:

Leveringstiden afhænger af, om den bestilte vare er på lager og hvilken transportør der er tilknyttet varen. Det vil altid fremgå på varens side, hvornår en given vare kan leveres.

Bemærk: Der tages forbehold for udsolgte varer og ufremkommeligt vejr, ligesom der kan forekomme længere leveringstid i spidsbelastede perioder.

Fortrydelse af køb og returnering:

Ifølge forbrugeraftaleloven har du 14 dages fortrydelsesret efter modtagelsen af varen. Varer købt på Bilka.dk er dog omfattet af Bilka’s forbedrede fortrydelsesret, sådan at du inden for 30 dage efter modtagelsen af varen kan fortryde dit køb. Ved fortrydelse skal varen være i væsentligt samme stand som ved modtagelsen, og varen skal returneres i original og intakt emballage. 

Særlige returregler:

Forbrugsstoffer og rettighedsbetingede produkter, som indeholder abonnement eller licenser, tages kun retur i ubrudt original emballage – varen må ikke have været taget i brug. Dette gælder bl.a. blækpatroner, telefon med abonnement, DVD’er, CD’er, EDB-programmer m.fl.

Ved køb af solceller gælder særlige returregler. Annullering af solcelleanlæg kan ske op til 3 hverdage før påbegyndt montering. I perioden 1/12 til 31/3 vil vinteren betyde, at montagen af solcelleanlæg vil være ekstra tidskrævende. Det betyder, at de fleste montager vil strække sig over flere dage. Montage på tage med mere end 3 meter til tagrende og tage med en taghældning på mere end 35 grader, vil ikke være muligt i den periode. På dage med snefald, islag eller kraftig regn vil det heller ikke være muligt at montere.

Ved bestilling af skirejser gælder særlige afbestillingsregler, som du kan læse mere om på www.skirejser.bilka.dk under punktet ’Forretningsbetingelser’.

Ligeledes gælder særlige returregler ved bestilling af produkter fra Bilkas Fotoservice. Her henviser vi til www.foto.bilka.dk, hvor yderligere information vil fremgå under punktet ’Kundeservice – Betingelser’.

Desuden tages produkter med begrænset holdbarhed, eksempelvis planter, ikke retur.

Du kan gøre din fortrydelsesret gældende ved at nægte modtagelse af varen, ved at aflevere den tilbage i dit lokale Bilka eller A-Z varehus eller ved at returnere varen til en af Bilka.dk angivet returadresse. Husk altid at medbringe eller medsende faktura både ved returnering i et Bilka varehus, eller hvis du returnerer den til en af Bilka.dk angivet returadresse. Ved returnering tilbagebetales varens pris samt evt. kortgebyr og leveringsomkostning for den pågældende varer. Ved ordrer, der alene indeholder varer fra én lagerlokation, refunderes leveringsomkostningerne kun ved returnering af hele ordren, idet omkostningerne er de samme uanset antallet af varer.

Som kunde hæfter du selv for omkostningerne ved returnering af varen. Du kan derfor spare porto og få pengene udbetalt med det samme, hvis du returnerer varerne i et Bilka varehus, og medbringer fakturaen, der gælder som din bon. Nægter du modtagelse, eller ønsker du at sende dine varer retur til en af Bilka.dk angivet returadresse, vil du få dit tilgodehavende refunderet hurtigst muligt, dog senest indenfor 30 dage fra vi modtager varerne. Du kan få oplyst returadresse ved at skrive til Bilka.dk kundeservice. Returneringen er sket rettidigt, såfremt du har overdraget varerne til postvæsnet eller andet fragtfirma senest 30 dage efter modtagelsen.

Kontakt os på kundesupport@bilka.dk eller på telefon 8778 3090.

Reklamation - guide til defekte varer?

Du har 2 års reklamationsret fra modtagelsen af varen, dog skal du reklamere inden rimelig tid, efter du har konstateret en mangel.

Reklamationsretten betyder, at du kan klage over fejl og mangler, der viser sig op til 2 år efter, at du modtog varen. 

Reklamationsretten bortfalder, hvis manglen er forårsaget af køber, eksempelvis som følge af fejlagtigt eller uautoriseret reparation eller brug. Reklamation kan ske til servicecenteret i dit lokale Bilka varehus, hvor særligt uddannet personale er parat til at afhjælpe fejl og mangler. Du har ansvaret for backup af alt eksisterende materiale på indleverede produkter.

Kan personalet ikke afhjælpe fejlen, sendes varen til reparation hos et eksternt værksted. På udvalgte produkter vil du, mens dit produkt er til reparation, kunne låne et låneprodukt. Når du henvender dig i servicecentret skal blot medbringe varen og fakturaen, der gælder som din bon. Du kan også oprette en reklamationssag til Bilka.dk kundeservice.

Transportskader

Når du modtager dine varer, skal du kontrollere for eventuelle synlige skader. Er emballagen beskadiget eller har andre synlige tegn på defekt, skal du kvittere på fragtbrevet – med forbehold for eventuelle skader på indhold. Du kan også nægte at modtage varen. Kontakt kundeservice og meddel, at du har afvist varen. Alle transportskader skal meddelelses inden for 2 hverdage.

Sådan håndterer du en defekt vare

Hvis du vil reklamere via Bilka.dk kundeservice, bedes du altid oplyse ordrenummer, produkttype og en kort beskrivelse af fejlen. Du vil herefter blive kontaktet for det videre forløb. Kontakt os på kundesupport@bilka.dk eller på telefon 8778 3090.

Værneting

Købs- og leveringsbetingelser for BILKA.dk er underkastet dansk ret og enhver tvist mellem køberen og BILKA.dk, i anledning af køberens køb af varer fra Bilka.dk, skal afgøres ved retten i Århus.

Særligt om erhvervskunder - B2B

Ingen returret

Reklamation og mangler
Ved levering skal køber straks foretage en sådan undersøgelse af det solgte som ordentlig forretningsbrug kræver. Hvis køber vil påberåbe sig en mangel, skal køber straks give sælger besked. Såfremt køber har opdaget eller burde have opdaget manglen og ikke reklamerer som anført, kan køber ikke senere gøre manglen gældende. Sælger kan frit vælge at afhjælpe manglen eller foretage omlevering. Såfremt sælger anmoder derom, skal køber umiddelbart efter reklamationen, for købers regning og risiko, returnere den angivelige mangelfulde vare til sælger i original emballage. Sælger forbeholder sig ret til kun at modtage den angivelige defekte del.

Forbehold for priser og ordrebekræftelse

Vi forbeholder os ret til at annullere en handel, hvis der er opgivet forkerte priser på hjemmesiden, da disse er automatisk beregnet.. Ligeledes forbeholder bilka.dk sig ret til at begrænse antallet af solgte enheder til særlig markedsført pris, da vi altid vil prioritere salg til forbrugere.

Mailen der modtages efter at en ordre er gennemført er således alene en kopi af indkøbskurven, og ikke bilka.dk's accept på at handlen gennemføres.

Immaterielle rettigheder

Enhver leverance af produkter sker med respekt af de pågældende producentens immaterielle rettigheder og sælger er uden ansvar af nogen art for købers handlinger i strid med disse rettigheder.

Ansvarsbegrænsning

Et erstatningskrav overfor sælger kan ikke overstige faktura beløbet for den solgte genstand, idet omfang andet ikke følger af dansk rets ufravigelige regler om produktansvar. Sælger fraskriver sig ethvert ansvar for tabt datamateriel. Dette gælder ydermere under indlevering af produkter til reparation. Køber har ansvaret for backup af alt eksisterende materiale på indleverede produkter

Ejendomsforbehold
Sælger forbeholder sig ejendomsretten til leverede varer indtil hele købesummen inklusive leveringsomkostninger samt eventuelle renter og omkostninger er betalt fuldt ud. Køber forpligter sig til at holde leverancen forsikret og skadefri indtil hele købesummen er lagt. 

Særligt om solceller

Nedenstående tillæg til Bilkas Handelsbetingelser (”Tillægsbetingelserne”) gælder for alle leverancer af solcelleanlæg samt tilbehør fra Bilka A/S, CVR-nr. 35954716 Bjødstrupvej 18, 8270 Højbjerg.

Herudover gælder Bilkas Handelsbetingelser Online, idet Tillægsbetingelserne har forrang for Bilkas Handelsbetingelser Online, såfremt der foreligger uoverensstemmelse.

Følgende er gældende ved køb af solcelleanlæg:

  • Hvis der påløber ekstra omkostninger, eksempelvis grundet taghældning over 35 grader, ikke opgivet 1½ plans hus m.m. eller forkerte afgivne oplysninger, så kan Bilka hæve købet, hvis kunden ikke ønsker at betale de ekstra omkostninger. 
  • Kunden skal selv sikre, at tagkonstruktionen har tilstrækkelig bæreevne til at bære et solcelleanlæg og Bilka er ikke ansvarlig for skader opstået på tagkonstruktion eller huset generelt, der primært skyldes tagkonstruktionens manglende bæreevne efter installation og drift af solcelleanlæg. Bilka kan desuden afvise at levere solcelleanlæg, hvis ikke kunden har sikret, at der kan ske forsvarlig installation. 
  • Kundens skal selv tilmelde sig Nettomålerordningen via Energinet, idet dette skal ske med NemId.: http://www.energinet.dk/DA/El/Solceller-og-andre-VE-anlaeg/Sider/Solceller-og-andre-VE-anlaeg.aspx 

Annulering af solcelleanlæg kan ske op til 3 hverdage før påbegyndt montering.

1. Garantier

De solcelleanlæg, der sælges af Bilka inkl. montering, er omfattet af følgende garantier:

1.1 Ydelsesgaranti på minimum 25 år på solpaneler.

Garantien sikrer dig min. 80% ydelse efter 25 år.

Ydelse måles ved flashtest, som udføres af Bilka. Såfremt kunden ønsker flashtest gennemført og solcelleanlægget opfylder ydelsesgarantien, betaler kunden for gennemførelsen af flashtest.

1.2 Produktgaranti på minimum 10 år på solpaneler. 

Garantien dækker for fejl og mangler, som kan henføres til produktet eller fabrikationen heraf.

1.3 Produktgaranti på minimum 5 år på inverter. 

Garanti for fejl og mangler, som kan henføres til produktet eller fabrikationen heraf. Som standard er der 5 års fabriksgaranti på de invertere Bilka fører i sortiment. 

1.4 Øvrigt 

Reklamationsret 2 år på beslag, jf. købeloven.

Bilka gør opmærksom på, at kundens ufravigelige rettigheder efter dansk ret, herunder købeloven, ikke berøres af garantierne.

2. Ydelsesgarantien for solpaneler

Ydelsesgarantien er betinget af, at solpanelerne vedligeholdes i overensstemmelse med Bilkas instruktioner og retningslinjer herom.

Ydelsesgarantien dækker ikke fald i ydelsen, der skyldes ét eller flere af følgende forhold:

  • manglende rengøring eller vedligeholdelse af solpanelerne 
  • beskadigelse af solpanelerne på grund af såvel eksterne forhold, herunder slag, stød og ridser, som mangler ved de øvrige dele af solpanelerne, hvorved solcellerne beskadiges. 

Ydelsesgarantien omfatter alene ydelsen af solpanelerne i funktionel tilstand. Således er ændringer i ydelsen, der skyldes andre defekter eller mangler ved solpanelerne ikke omfattet. Dette medfører således, at såfremt der opstår en defekt eller mangel ved et solpanel, som ville have været omfattet af produktgarantien, efter udløbet af produktgarantien, og dette medfører en ændring i ydelsen, er denne ændring ikke omfattet af ydelsesgarantien

3. Produktgarantien for solpaneler

Produktgarantien dækker samtlige væsentlige mangler og defekter ved solpanelerne i 12 år regnet fra installationen af solpanelerne. Væsentlige mangler og defekter er i forhold til produktgarantien defineret som forhold ved solpanelerne, der, uafhængigt af eksterne påvirkninger eller forhold, medfører at solpanelerne ikke kan opfylde deres formål.

Produktgarantien er betinget af, at solpanelerne vedligeholdes i overensstemmelse med Bilkas instruktioner og retningslinjer herom. Instruktioner og retningslinjer findes på http://www.bilka.dk/hus-og-have/energi-og-varme/solceller/faa-tips-til-vedligeholdelse-af-dit-solcelleanlaeg/gd/100062850?point=2&event=. 

Produktgarantien dækker ikke mangler eller defekter, der helt eller delvist skyldes ét eller flere af følgende forhold:

  • manglende rengøring eller vedligeholdelse af solpanelerne. 
  • beskadigelse af solpanelerne på grund af såvel eksterne forhold, herunder slag, stød og ridser, som solpanelernes beslag og/eller underlag. Dette medfører eksempelvis, men ikke begrænset til, at produktgarantien ikke gælder, såfremt beskadigelse skyldes nedfaldne grene eller skader i tagkonstruktionen. 
  • ændringer i installationen af solpanelerne, herunder flytning af disse, som ikke er foretaget af installatør med fornødne kvalifikationer.

Væsentlige mangler og defekter omfatter ikke følgende forhold:

  • forhold der alene eller primært har betydning for solpanelernes udseende. 
  • ændringer i solpanelernes ydelse såfremt ydelsen fortsat ligger indenfor ydelsesgarantien. 

4. Udnyttelse af ydelsesgaranti, produktgaranti på solpanel og inverter

Såfremt Kunden ønsker at udnytte garantierne skal Kunden rette skriftlig henvendelse til Bilka. Denne henvendelse skal indeholde en beskrivelse af, hvilken garanti Kunden ønsker at udnytte, hvorfor Kunden ønsker at udnytte garantien samt relevante billeder af eventuelle mangler eller defekter.

Bilka har efter henvendelsen ret til efter forudgående aftale at inspicere solcelleanlægget med henblik på at konstatere, om garantien finder anvendelse.

Kunden er ikke berettiget til økonomisk kompensation fra Bilka for eventuel manglende strømproduktion. Denne begrænsning gælder både manglende strømproduktion før og under reparation eller omlevering og montering af nye solpaneler/inverter.

4.1 Udnyttelse af produktgaranti

Såfremt det konstateres af Bilka, at betingelserne for at udnytte produktgarantien er til stede, er Bilka forpligtet til indenfor rimelig tid enten at reparere det/de solpaneler eller inverter, der er mangelfulde eller levere og montere tilsvarende solpaneler/inverter. I tilfælde af omlevering er Bilka kun forpligtet til at udskiftet det/de solpanel(-er)/invertere, der er omfattet af produktgarantien.

4.2 Udnyttelse af ydelsesgaranti

Såfremt det konstateres af Bilka, at betingelserne for at udnytte garantien er til stede, er Bilka forpligtet til indenfor rimelig tid enten at reparere det/de solpaneler, der ikke leverer en ydelse svarende til den på dette tidspunkt gældende ydelsesgaranti eller levere og montere tilsvarende solpaneler.

I tilfælde af omlevering er Bilka kun forpligtet til at udskiftet det/de solpanel(-er), der er omfattet af ydelsesgarantien, alternativt kan Bilka efter eget valg foretage delvis udskiftning af solpaneler, som ikke opfylder ydelsesgarantien med nye paneler, som medfører, at den samlede ydelsesgaranti opfyldes.

Jeg har læst Tillægsbetingelserne som ikke har givet anledning til spørgsmål, og jeg accepterer Tillægsbetingelserne. Såfremt Tillægsbetingelserne giver anledning til spørgsmål bør spørgsmål forinden køb og afkrydsning afklares ved fremsendelse af spørgsmål til følgende mailadresse solceller@bilka.dk.

Særligt gældende for GoDeal oplevelser:

Hvis ikke andet er angivet på produktet er værdibeviset gyldigt i 3 år fra udstedelsen. Værdibeviset kan efter ugyldighedens indtræden ikke returneres eller ombyttes. Hvis værdibeviset vedrører en vare eller tjenesteydelse som kun udbydes af partneren i en bestemt periode (for eksempel til et bestemt arrangement/event), vil værdibevisets gyldighed automatisk være begrænset hertil.